Kunstcentrene i Italien var renæssancens højborge. Her ændrede kunsten og synet på verden sig. Malerne udviklede sig fra håndværkere til kunstnere. Nord for Alperne udviklede den karakteristiske nytænkning sig i en mere afdæmpet form. I Nürnberg samledes en elitekreds af kunstnere, som tog afstand fra religiøse myter og vendte sig mod humanismen. Den unge Dürer blev nægtet adgang til denne sammenslutning på grund af sit lave uddannelsesniveau. Selvtillid, nysgerrighed og kritisk tænkning gjorde kunstneren til en af de mest berømte renæssancekunstnere på trods af hans ydmyge oprindelse. Hans frihed fra fordomme og åbenhed over for forandringer fra tro til natur og menneskehed sikrer, at Dürer stadig i dag kaldes humanist.
I en alder af 13 år fremstillede Dürer et selvportræt, som blev fulgt af utallige andre. Dürer afsluttede den delikate tegning med tilføjelsen " Jeg lavede dette efter spejlet efter mig selv, da jeg endnu var barn". Dürer elskede selvportrættets form, som næsten virker en smule narcissistisk. Dürer brugte mange af disse malerier som bevis på sit kunstneriske talent for at overbevise mæcener. Som tegner formåede Albrecht at give sine værker dybde og liv. Han revolutionerede træsnittrykkeriet, som indtil da havde været stift, ved at gøre det meget dynamisk. Dürer eksperimenterede med papiret og opnåede effekter, som hidtil havde været usædvanlige. Denne enestående karakter sikrede kunstneren berømmelse og respekt og bragte hans værker ind i Rembrandts -samlingen af malerier.
Italien tiltrak kunstneren. Fra sine rejser bragte Dürer en kærlighed til farver med sig hjem, som kunstneren dygtigt indarbejdede i sine malerier og akvareller. Under indtryk af Michelangelo og Raphael udviklede Albrecht Dürer sig fra en talentfuld håndværker til en begavet kunstner. Maleren havde det særlige talent at kunne skabe et realistisk billede blot ud fra en fortælling. Det nok mest berømte naturstudie er Den europæiske hare. Både anatomien og pelsen er afbildet så naturtro, at beskueren har en fornemmelse af at kunne gribe ind i den bløde pels.
Kunstcentrene i Italien var renæssancens højborge. Her ændrede kunsten og synet på verden sig. Malerne udviklede sig fra håndværkere til kunstnere. Nord for Alperne udviklede den karakteristiske nytænkning sig i en mere afdæmpet form. I Nürnberg samledes en elitekreds af kunstnere, som tog afstand fra religiøse myter og vendte sig mod humanismen. Den unge Dürer blev nægtet adgang til denne sammenslutning på grund af sit lave uddannelsesniveau. Selvtillid, nysgerrighed og kritisk tænkning gjorde kunstneren til en af de mest berømte renæssancekunstnere på trods af hans ydmyge oprindelse. Hans frihed fra fordomme og åbenhed over for forandringer fra tro til natur og menneskehed sikrer, at Dürer stadig i dag kaldes humanist.
I en alder af 13 år fremstillede Dürer et selvportræt, som blev fulgt af utallige andre. Dürer afsluttede den delikate tegning med tilføjelsen " Jeg lavede dette efter spejlet efter mig selv, da jeg endnu var barn". Dürer elskede selvportrættets form, som næsten virker en smule narcissistisk. Dürer brugte mange af disse malerier som bevis på sit kunstneriske talent for at overbevise mæcener. Som tegner formåede Albrecht at give sine værker dybde og liv. Han revolutionerede træsnittrykkeriet, som indtil da havde været stift, ved at gøre det meget dynamisk. Dürer eksperimenterede med papiret og opnåede effekter, som hidtil havde været usædvanlige. Denne enestående karakter sikrede kunstneren berømmelse og respekt og bragte hans værker ind i Rembrandts -samlingen af malerier.
Italien tiltrak kunstneren. Fra sine rejser bragte Dürer en kærlighed til farver med sig hjem, som kunstneren dygtigt indarbejdede i sine malerier og akvareller. Under indtryk af Michelangelo og Raphael udviklede Albrecht Dürer sig fra en talentfuld håndværker til en begavet kunstner. Maleren havde det særlige talent at kunne skabe et realistisk billede blot ud fra en fortælling. Det nok mest berømte naturstudie er Den europæiske hare. Både anatomien og pelsen er afbildet så naturtro, at beskueren har en fornemmelse af at kunne gribe ind i den bløde pels.
Side 1 / 38