Alexandre Calame, født den 28. maj 1810 i Arabie, en landsby i kommunen Corsier-sur-Vevey, nu en del af Vevey, og død den 19. marts 1864 i Menton, var en fremragende maler i Schweiz. Calame var søn af en marmorarbejder, men kom ind i finansverdenen som 15-årig og fik arbejde i en bank. Men i sine fritimer vågnede hans kunstneriske talent op. Han begyndte at finpudse sine tegnefærdigheder og farvelagde små scener fra sit schweiziske hjemland. I 1829 gav hans protektor, bankmanden Diodati, ham mulighed for at tage undervisning hos den berømte landskabsmaler François Diday. Kun få måneder senere besluttede Calame at afslutte sin karriere i bankverdenen og hellige sig helt og holdent kunstverdenen.
Fra 1835 udstillede han sine landskabsmalerier af de schweiziske alper og skove i Paris og Berlin. Selv om Calame var mere tegner end kolorist, blev hans arbejde hurtigt anerkendt og fandt stor anerkendelse, især i Tyskland. I 1840'erne blev Calame betragtet som en af de førende repræsentanter for det senromantiske og samtidig patetisk overdrevne landskabsmaleri i Europa med sine dramatisk iscenesatte alpelandskaber, der var hjemsøgt af voldsomme tordenvejr eller oplyst af blændende sollys. I 1838 besøgte han Düsseldorf under en studierejse. I 1842 flyttede han til Paris, hvor han præsenterede sine skildringer af Mont Blanc, Jungfrau, Brienz-søen, Monte Rosa og Mont Cervin. I 1843 fødte hans kone Amélie, datter af Genève-maleren og musiklæreren Jean-Baptiste Müntzberger, deres søn Arthur, som senere skulle følge i sin fars fodspor.
I 1844 rejste Calame til Italien og vendte tilbage med en lang række værker fra Rom og Napoli, herunder ruinerne af Paestum, som nu kan ses i Leipzigs bymuseum. Disse værker viste, at han var i stand til at indfange den italienske natur i al sin egenart, men hans hovedfokus var fortsat det alpine landskab. Gletsjere, bjergvand, stormskadede træer, skyer og klipper afbildede han med stor naturtroskab, om end med en vis glathed. Et af hans mest anerkendte værker er hans skildring af de fire årstider og tidspunkter på dagen i fire forskellige landskaber, hvor Forårsmorgen skildrer et sydligt landskab, Sommermiddag et nordisk fladt landskab, Efterårsaften og Vinternat bjerglandskaber. Calames popularitet blev dog især styrket af hans mindre værker, litografier og raderinger, især de 18 studier af Lauterbrunnen og Meiringen og de 24 ark med alpeoverskæringer. Disse værker fik stor udbredelse i Frankrig, England og Tyskland og tjener stadig som forbilleder for tegneundervisning i dag.
I Morschach, højt over Uri-søen, mindes en mindesten Alexandre Calame og de mange timer, han brugte på at male det omkringliggende landskab. Hans arv lever videre ikke kun i disse mindesmærker, men også i kunsttryk af hans værker, som findes i mange hjem og gallerier rundt om i verden. Den 3. april 1880 blev et monument, som hans kone Amélie havde doneret, indviet i Genève, hvilket understreger påskønnelsen og beundringen for Calames bidrag til kunstverdenen. Alexandre Calame døde i Menton den 19. marts 1864, men hans indflydelse og unikke stil lever videre i kunstverdenen den dag i dag.
Alexandre Calame, født den 28. maj 1810 i Arabie, en landsby i kommunen Corsier-sur-Vevey, nu en del af Vevey, og død den 19. marts 1864 i Menton, var en fremragende maler i Schweiz. Calame var søn af en marmorarbejder, men kom ind i finansverdenen som 15-årig og fik arbejde i en bank. Men i sine fritimer vågnede hans kunstneriske talent op. Han begyndte at finpudse sine tegnefærdigheder og farvelagde små scener fra sit schweiziske hjemland. I 1829 gav hans protektor, bankmanden Diodati, ham mulighed for at tage undervisning hos den berømte landskabsmaler François Diday. Kun få måneder senere besluttede Calame at afslutte sin karriere i bankverdenen og hellige sig helt og holdent kunstverdenen.
Fra 1835 udstillede han sine landskabsmalerier af de schweiziske alper og skove i Paris og Berlin. Selv om Calame var mere tegner end kolorist, blev hans arbejde hurtigt anerkendt og fandt stor anerkendelse, især i Tyskland. I 1840'erne blev Calame betragtet som en af de førende repræsentanter for det senromantiske og samtidig patetisk overdrevne landskabsmaleri i Europa med sine dramatisk iscenesatte alpelandskaber, der var hjemsøgt af voldsomme tordenvejr eller oplyst af blændende sollys. I 1838 besøgte han Düsseldorf under en studierejse. I 1842 flyttede han til Paris, hvor han præsenterede sine skildringer af Mont Blanc, Jungfrau, Brienz-søen, Monte Rosa og Mont Cervin. I 1843 fødte hans kone Amélie, datter af Genève-maleren og musiklæreren Jean-Baptiste Müntzberger, deres søn Arthur, som senere skulle følge i sin fars fodspor.
I 1844 rejste Calame til Italien og vendte tilbage med en lang række værker fra Rom og Napoli, herunder ruinerne af Paestum, som nu kan ses i Leipzigs bymuseum. Disse værker viste, at han var i stand til at indfange den italienske natur i al sin egenart, men hans hovedfokus var fortsat det alpine landskab. Gletsjere, bjergvand, stormskadede træer, skyer og klipper afbildede han med stor naturtroskab, om end med en vis glathed. Et af hans mest anerkendte værker er hans skildring af de fire årstider og tidspunkter på dagen i fire forskellige landskaber, hvor Forårsmorgen skildrer et sydligt landskab, Sommermiddag et nordisk fladt landskab, Efterårsaften og Vinternat bjerglandskaber. Calames popularitet blev dog især styrket af hans mindre værker, litografier og raderinger, især de 18 studier af Lauterbrunnen og Meiringen og de 24 ark med alpeoverskæringer. Disse værker fik stor udbredelse i Frankrig, England og Tyskland og tjener stadig som forbilleder for tegneundervisning i dag.
I Morschach, højt over Uri-søen, mindes en mindesten Alexandre Calame og de mange timer, han brugte på at male det omkringliggende landskab. Hans arv lever videre ikke kun i disse mindesmærker, men også i kunsttryk af hans værker, som findes i mange hjem og gallerier rundt om i verden. Den 3. april 1880 blev et monument, som hans kone Amélie havde doneret, indviet i Genève, hvilket understreger påskønnelsen og beundringen for Calames bidrag til kunstverdenen. Alexandre Calame døde i Menton den 19. marts 1864, men hans indflydelse og unikke stil lever videre i kunstverdenen den dag i dag.
Side 1 / 2