Kan du stadig huske det klædeligt beskyttede hoved af en renæssancemand, som engang prydede Forbundsrepublikken Tysklands 50-mark-seddel med et beslutsomt blik? Dette var en detalje af portrættet af Hans Urmiller malet af Barthel Beham, en af de mest bemærkelsesværdige tyske kunstnere i det 16. århundrede. Sammen med sin unge søn står manden stadig foran os i dag, meget levende og smagfuldt klædt - og kan beundres i Städel i Frankfurt.
Allerede i en ung alder udmærkede kunstneren Barthel Beham fra Nürnberg sig som skaber af imponerende mesterlige kobberstik. Han er en tydeligvis yngre samtidige med Albrecht Dürer, og det er fra ham, at hans udtryksfulde portrætter af patricier og adelige herskere er påvirket af ham. Beham var i produktiv konkurrence med den store mester, men var mere oprørsk end sidstnævnte. Han sluttede sig til de radikale reformatorer omkring Thomas Müntzer og fulgte deres socialrevolutionære paroler, men blev forvist fra byen i vanære. Beham tog til München, og fra da af helligede han sine evner til herskerne: Han blev hofmaler for den humanistisk indstillede hertug af Bayern, som gav ham stor støtte. De fint klædte damer og herrer i det Münchenske patriciat foretrak at få deres portrætter malet af denne mester fra Nürnberg: Kvinderne viste sig selv med deres prægtige huer, pelse og halskæder, nogle gange endda med deres kæledyr, som i den berømte kvinde med papegøje. For mændenes vedkommende er det især det eftertænksomme, næsten psykologiske blik, der er slående. De malede eller graverede portrætter skulle sikre memoria, erindringen om disse personligheder, selv efter deres død; dette var en typisk idé i renæssancen. Den vigtige bayerske politiker Leonhard von Eck lod sig f.eks. portrættere både i et maleri og i et meget udbredt kobberstik af Barthel Beham. Mesteren skabte værker, der skulle behage humanistisk uddannede kunstsamlere. På et af disse gådefulde panelmalerier ser vi en nøgen ung kvinde, som - endnu ubemærket - allerede er omfavnet af døden. Intet er mere flygtigt end ungdommens skønhed, og dette understreges drastisk af liget af en kvinde i et ligklæde bag hende. Et memento mori af en foruroligende art!
Da kejser Karl V og hans bror Ferdinand opholdt sig i München, blev de også opmærksomme på mesterens kunst og fik deres portrætter malet af ham. Hertug Wilhelm IV havde mange planer med sin lovende unge hofmaler, så han sendte ham til Italien, hvor han skulle videreudvikle sin kunst. Men her blev Beham ramt af en alvorlig sygdom, som han bukkede under for i en alder af kun 38 år. Hvis han havde levet længere, kunne vi måske have nævnt ham i samme åndedrag som Dürer eller Hans Baldung Grien, men i stedet er han desværre forblevet et relativt ukendt geni, som man stadig skal opdage den dag i dag.
Kan du stadig huske det klædeligt beskyttede hoved af en renæssancemand, som engang prydede Forbundsrepublikken Tysklands 50-mark-seddel med et beslutsomt blik? Dette var en detalje af portrættet af Hans Urmiller malet af Barthel Beham, en af de mest bemærkelsesværdige tyske kunstnere i det 16. århundrede. Sammen med sin unge søn står manden stadig foran os i dag, meget levende og smagfuldt klædt - og kan beundres i Städel i Frankfurt.
Allerede i en ung alder udmærkede kunstneren Barthel Beham fra Nürnberg sig som skaber af imponerende mesterlige kobberstik. Han er en tydeligvis yngre samtidige med Albrecht Dürer, og det er fra ham, at hans udtryksfulde portrætter af patricier og adelige herskere er påvirket af ham. Beham var i produktiv konkurrence med den store mester, men var mere oprørsk end sidstnævnte. Han sluttede sig til de radikale reformatorer omkring Thomas Müntzer og fulgte deres socialrevolutionære paroler, men blev forvist fra byen i vanære. Beham tog til München, og fra da af helligede han sine evner til herskerne: Han blev hofmaler for den humanistisk indstillede hertug af Bayern, som gav ham stor støtte. De fint klædte damer og herrer i det Münchenske patriciat foretrak at få deres portrætter malet af denne mester fra Nürnberg: Kvinderne viste sig selv med deres prægtige huer, pelse og halskæder, nogle gange endda med deres kæledyr, som i den berømte kvinde med papegøje. For mændenes vedkommende er det især det eftertænksomme, næsten psykologiske blik, der er slående. De malede eller graverede portrætter skulle sikre memoria, erindringen om disse personligheder, selv efter deres død; dette var en typisk idé i renæssancen. Den vigtige bayerske politiker Leonhard von Eck lod sig f.eks. portrættere både i et maleri og i et meget udbredt kobberstik af Barthel Beham. Mesteren skabte værker, der skulle behage humanistisk uddannede kunstsamlere. På et af disse gådefulde panelmalerier ser vi en nøgen ung kvinde, som - endnu ubemærket - allerede er omfavnet af døden. Intet er mere flygtigt end ungdommens skønhed, og dette understreges drastisk af liget af en kvinde i et ligklæde bag hende. Et memento mori af en foruroligende art!
Da kejser Karl V og hans bror Ferdinand opholdt sig i München, blev de også opmærksomme på mesterens kunst og fik deres portrætter malet af ham. Hertug Wilhelm IV havde mange planer med sin lovende unge hofmaler, så han sendte ham til Italien, hvor han skulle videreudvikle sin kunst. Men her blev Beham ramt af en alvorlig sygdom, som han bukkede under for i en alder af kun 38 år. Hvis han havde levet længere, kunne vi måske have nævnt ham i samme åndedrag som Dürer eller Hans Baldung Grien, men i stedet er han desværre forblevet et relativt ukendt geni, som man stadig skal opdage den dag i dag.
Side 1 / 2