Bartolomeo Passarotti havde skabt sig et betydeligt ry som maler og ætser i renæssancens Italien. Han betragtes især som en af hovedpersonerne i Cinquecento, da han repræsenterer det tidstypiske skønhedsbegreb i maleriet.
Der findes næsten ingen oplysninger om Bartolomeo Passarottis ungdom, som går flere århundreder tilbage, men de første beviser på hans karriere stammer fra 1551, da han forlod sin fødeby Bologna for at studere og arbejde i Rom under senrenæssancearkitekten Jacopo Barozzi da Vignola og den manieristiske maler Taddeo Zuccari. På det tidspunkt var han påvirket af arkitektens strukturerede tilgang samt af et fokus på den individuelle kunstneriske måde med en lunefuld og spændt stil. Bartolomeo Passarotti vendte tilbage til Bologna og åbnede sit eget store værksted i 1565. I maleriet dyrkede han stilen i den såkaldte venetianske skole med særlig fokus på farvelægning. Passarotti uddannede bl.a. maleren og graveren Agostino Carracci, samtidig med at han malede stilleben, portrætter og religiøse motiver, som i dag især kan ses i Bolognas kirker, f.eks. i Basilica di San Giacomo Maggiore.
Passarottis portrætter betragtes som et udtryk for den begyndende barok i kunsten, som dog er baseret på renæssancetraditioner. Kunstnerisk blev Passarotti på dette tidspunkt påvirket af Girolamo Francesco Maria Mazzola, kaldet Parmigianino og af Antonio da Correggio. Det var hans portrætter, der gav Bartolomeo Passarotti ry for at være den vigtigste portrætmaler i Bologna i slutningen af det 16. århundrede. Han benyttede sig af en særlig charmerende brug af farver - men karakteristisk blev den ekstremt levende karakteristik, som er et fremtrædende træk ved Cinquecento i periodens italienske kunst.
I sine skildringer dyrkede mesteren det italienske Cinquecento's skønhedsbegreb. Cinquecento-stilen anses for at være en videreudvikling af Quattrocento-stilen med dens strenge, beskedne skildringer i retning af strålende udførte motiver. Bartolomeo Passerotti helligede sig således på den ene side mytologiske og religiøse temaer og på den anden side livagtige portrætter med afbildning af folketyper fra det virkelige liv. I denne henseende kan man ikke overse den patos, hvormed det repræsentative blev opfattet. Karakteristisk for hans senere portrætter er bl.a. et livligt spil med hænderne. Det gør handlingen levende og dramatisk. Bartolomeo Passarotti fanger desuden med en omhyggeligt gennemarbejdet fysiognomi, både i de religiøse skildringer og i de karakteristiske billeder af sin tids mennesker.
Bartolomeo Passarotti havde skabt sig et betydeligt ry som maler og ætser i renæssancens Italien. Han betragtes især som en af hovedpersonerne i Cinquecento, da han repræsenterer det tidstypiske skønhedsbegreb i maleriet.
Der findes næsten ingen oplysninger om Bartolomeo Passarottis ungdom, som går flere århundreder tilbage, men de første beviser på hans karriere stammer fra 1551, da han forlod sin fødeby Bologna for at studere og arbejde i Rom under senrenæssancearkitekten Jacopo Barozzi da Vignola og den manieristiske maler Taddeo Zuccari. På det tidspunkt var han påvirket af arkitektens strukturerede tilgang samt af et fokus på den individuelle kunstneriske måde med en lunefuld og spændt stil. Bartolomeo Passarotti vendte tilbage til Bologna og åbnede sit eget store værksted i 1565. I maleriet dyrkede han stilen i den såkaldte venetianske skole med særlig fokus på farvelægning. Passarotti uddannede bl.a. maleren og graveren Agostino Carracci, samtidig med at han malede stilleben, portrætter og religiøse motiver, som i dag især kan ses i Bolognas kirker, f.eks. i Basilica di San Giacomo Maggiore.
Passarottis portrætter betragtes som et udtryk for den begyndende barok i kunsten, som dog er baseret på renæssancetraditioner. Kunstnerisk blev Passarotti på dette tidspunkt påvirket af Girolamo Francesco Maria Mazzola, kaldet Parmigianino og af Antonio da Correggio. Det var hans portrætter, der gav Bartolomeo Passarotti ry for at være den vigtigste portrætmaler i Bologna i slutningen af det 16. århundrede. Han benyttede sig af en særlig charmerende brug af farver - men karakteristisk blev den ekstremt levende karakteristik, som er et fremtrædende træk ved Cinquecento i periodens italienske kunst.
I sine skildringer dyrkede mesteren det italienske Cinquecento's skønhedsbegreb. Cinquecento-stilen anses for at være en videreudvikling af Quattrocento-stilen med dens strenge, beskedne skildringer i retning af strålende udførte motiver. Bartolomeo Passerotti helligede sig således på den ene side mytologiske og religiøse temaer og på den anden side livagtige portrætter med afbildning af folketyper fra det virkelige liv. I denne henseende kan man ikke overse den patos, hvormed det repræsentative blev opfattet. Karakteristisk for hans senere portrætter er bl.a. et livligt spil med hænderne. Det gør handlingen levende og dramatisk. Bartolomeo Passarotti fanger desuden med en omhyggeligt gennemarbejdet fysiognomi, både i de religiøse skildringer og i de karakteristiske billeder af sin tids mennesker.
Side 1 / 1