Da børnene var ude af huset, så Edward Duncan, at tiden var inde til at hellige sig helt og holdent at male. Først som 32-årig blev han gift og fik sammen med sin kone Berthia syv børn. Da de var gået hver til sit, benyttede Duncan sig af fritiden og tog til havet i mange uger hver sommer. Det var på kysten nær Swansea i det sydlige Wales, at han malede de kystscener, som nu primært er forbundet med hans navn.
Det betyder dog ikke, at han var doven før da. Efter Duncans død i 1882 lagde et kendt auktionshus ikke mindre end 2000 værker, som han havde skabt i sin levetid, under hammeren. Nogle af dem virker nærmest som postkortmotiver, hvor havet blidt smyger sig om de perfekt buede kyster, mens vandet i andre tilfælde er vildt og sender skibe med fulde sejl ud i en skævhed, der virker ildevarslende. Så er der hverdagsscener, der er observeret i hans hjemstavn London eller et sted på landet, og som blot skildrer en håndværkers arbejde eller fine herres jagtglæde, og af og til er der landskabsscener uden vand i Edward Duncans værker. Man kan se, at kunstneren havde stor glæde af sit arbejde, at han blev inspireret overalt, og at han ikke var bange for at prøve nye farver, nye indtryk eller nye teknikker.
Sikkerheden i at kunne gå forskellige veje som kunstner i ny og næ, har Duncan sandsynligvis hentet fra sine succeser. I modsætning til mange andre kunstnere på hans tid, som forgæves jagtede berømmelse og succes, havde Duncan allerede i en ung alder skabt sig et navn i kunstverdenen og havde frihed til at finde sin egen vej. Dette førte ham først og fremmest til akvarelmalerier, som fascinerede ham i form af William Havell's værker. Begejstringen for havscener og for sejlskibenes stolte pragt, som kunne ses i Duncans utallige skildringer af skibe, havde han sandsynligvis kopieret fra William John Huggins, der tjente den engelske konge som hofmaler, og hvis værker derfor tiltrak sig megen opmærksomhed. Ikke desto mindre udviklede Duncan sin egen stil og frem for alt en imponerende ekspertise inden for akvarelmaling. Når det gjaldt maling og oliefarver og blandingsforhold og teknikker, var han en alment anerkendt ekspert. Dette kan også ses i hans værker, som alle taler deres eget sprog og har deres eget individuelle udtryk på trods af ofte ens motiver.
Da børnene var ude af huset, så Edward Duncan, at tiden var inde til at hellige sig helt og holdent at male. Først som 32-årig blev han gift og fik sammen med sin kone Berthia syv børn. Da de var gået hver til sit, benyttede Duncan sig af fritiden og tog til havet i mange uger hver sommer. Det var på kysten nær Swansea i det sydlige Wales, at han malede de kystscener, som nu primært er forbundet med hans navn.
Det betyder dog ikke, at han var doven før da. Efter Duncans død i 1882 lagde et kendt auktionshus ikke mindre end 2000 værker, som han havde skabt i sin levetid, under hammeren. Nogle af dem virker nærmest som postkortmotiver, hvor havet blidt smyger sig om de perfekt buede kyster, mens vandet i andre tilfælde er vildt og sender skibe med fulde sejl ud i en skævhed, der virker ildevarslende. Så er der hverdagsscener, der er observeret i hans hjemstavn London eller et sted på landet, og som blot skildrer en håndværkers arbejde eller fine herres jagtglæde, og af og til er der landskabsscener uden vand i Edward Duncans værker. Man kan se, at kunstneren havde stor glæde af sit arbejde, at han blev inspireret overalt, og at han ikke var bange for at prøve nye farver, nye indtryk eller nye teknikker.
Sikkerheden i at kunne gå forskellige veje som kunstner i ny og næ, har Duncan sandsynligvis hentet fra sine succeser. I modsætning til mange andre kunstnere på hans tid, som forgæves jagtede berømmelse og succes, havde Duncan allerede i en ung alder skabt sig et navn i kunstverdenen og havde frihed til at finde sin egen vej. Dette førte ham først og fremmest til akvarelmalerier, som fascinerede ham i form af William Havell's værker. Begejstringen for havscener og for sejlskibenes stolte pragt, som kunne ses i Duncans utallige skildringer af skibe, havde han sandsynligvis kopieret fra William John Huggins, der tjente den engelske konge som hofmaler, og hvis værker derfor tiltrak sig megen opmærksomhed. Ikke desto mindre udviklede Duncan sin egen stil og frem for alt en imponerende ekspertise inden for akvarelmaling. Når det gjaldt maling og oliefarver og blandingsforhold og teknikker, var han en alment anerkendt ekspert. Dette kan også ses i hans værker, som alle taler deres eget sprog og har deres eget individuelle udtryk på trods af ofte ens motiver.
Side 1 / 1