Den etruskiske kultur placeres normalt i perioden fra 800 f.Kr. til omkring det 1. århundrede f.Kr.; nogle historikere inkluderer også Villanova-kulturen (lokalitet nær Bologna) fra 1000 f.Kr. blandt de etruskiske kulturer. Ifølge arkæologiske fund er etruskenernes område beliggende på den vestlige side af Italien, nord for Rom, omtrent mellem Arno og Tiber, i regionen af det nuværende Toscana, Lazio og Umbrien. I modsætning til Rom var Etrurien ikke en centralt organiseret stat, men snarere en række uafhængige byer, der var forbundet af et fælles sprog, skriftsprog, handel og kultur. Derfor viser de udgravede kunstgenstande eller billeder regionale forskelle, hvilket gør det vanskeligt at give en præcis definition af etruskisk kunst. Den centrale beliggenhed i Middelhavet, handel over hele Middelhavet og regionens mineralske ressourcer som bly, sølv, kobber og jern dannede grundlaget for en vis velstand for indbyggerne, hvilket igen var en forudsætning for udviklingen af en specifikt etruskisk kunst. Indtryk, genstande og artefakter fra Lilleasien, Fønikien og især Grækenland samt indvandring fra disse områder blev indarbejdet i den kunstneriske stil.
Der skelnes mellem 4 epoker i etruskisk kunst, startende med Villanova-kulturen, den orientaliserende fase, den arkaiske og den hellenistiske, før den smeltede sammen med den romerske efter romernes erobring af området i det 3. århundrede f.Kr. Etruskerne havde en særlig dødedyrkelse, som først kom til udtryk i terrakottaurner i form af et hus med geometriske dekorationer. Senere blev vigtige personer ikke længere kremeret efter deres død, men begravet liggende i terrakotta sarkofager i specielt konstruerede bygninger. Nogle af stederne var såkaldte nekropoler (de dødes byer) med flere bygninger til de døde. Nogle af sarkofagerne er dekoreret med kunstfærdige skulpturer af den øverste del af kroppen, som f.eks. ægtefællens sarkofag fra Cerveteri, der viser parret med et muntert ansigtsudtryk under en banket. Det fascinerende ved sarkofagskulpturerne er deres naturlighed i modsætning til de græske og romerske figurers strenghed. De større grave gjorde det nu muligt for etruskiske kunstnere at fremstille vægmalerier med farverige scener af muntre mennesker, der danser, holder banket, fester og musik; det er etruskernes smukkeste arv (f.eks. leopardernes grav i Tarquinia).
I nekropolerne og andre hellige steder blev der fundet talrige bronzeskulpturer, som dokumenterer etruskerne færdighed i metalforarbejdning; de udgjorde mindre statuetter, mellemstore eller livsstore billeder af f.eks. kvinder i lange klæder, krigere med våben, guder eller dyr; et eksempel er den mytologiske figur af "Chimeraen fra Arezzo" i sin dødskamp, ca. 80 cm høj. Ud over disse kunstværker er der udgravet talrige håndværksgrave og votivgaver, såsom bronzespejle eller amforaer, skåle og kopper i keramik med sort overflade, såkaldt Bucchero-keramik. Sidstnævnte er en teknik og færdighed fra etruskerne, som har sat sit præg overalt i Middelhavsområdet.
Den etruskiske kultur placeres normalt i perioden fra 800 f.Kr. til omkring det 1. århundrede f.Kr.; nogle historikere inkluderer også Villanova-kulturen (lokalitet nær Bologna) fra 1000 f.Kr. blandt de etruskiske kulturer. Ifølge arkæologiske fund er etruskenernes område beliggende på den vestlige side af Italien, nord for Rom, omtrent mellem Arno og Tiber, i regionen af det nuværende Toscana, Lazio og Umbrien. I modsætning til Rom var Etrurien ikke en centralt organiseret stat, men snarere en række uafhængige byer, der var forbundet af et fælles sprog, skriftsprog, handel og kultur. Derfor viser de udgravede kunstgenstande eller billeder regionale forskelle, hvilket gør det vanskeligt at give en præcis definition af etruskisk kunst. Den centrale beliggenhed i Middelhavet, handel over hele Middelhavet og regionens mineralske ressourcer som bly, sølv, kobber og jern dannede grundlaget for en vis velstand for indbyggerne, hvilket igen var en forudsætning for udviklingen af en specifikt etruskisk kunst. Indtryk, genstande og artefakter fra Lilleasien, Fønikien og især Grækenland samt indvandring fra disse områder blev indarbejdet i den kunstneriske stil.
Der skelnes mellem 4 epoker i etruskisk kunst, startende med Villanova-kulturen, den orientaliserende fase, den arkaiske og den hellenistiske, før den smeltede sammen med den romerske efter romernes erobring af området i det 3. århundrede f.Kr. Etruskerne havde en særlig dødedyrkelse, som først kom til udtryk i terrakottaurner i form af et hus med geometriske dekorationer. Senere blev vigtige personer ikke længere kremeret efter deres død, men begravet liggende i terrakotta sarkofager i specielt konstruerede bygninger. Nogle af stederne var såkaldte nekropoler (de dødes byer) med flere bygninger til de døde. Nogle af sarkofagerne er dekoreret med kunstfærdige skulpturer af den øverste del af kroppen, som f.eks. ægtefællens sarkofag fra Cerveteri, der viser parret med et muntert ansigtsudtryk under en banket. Det fascinerende ved sarkofagskulpturerne er deres naturlighed i modsætning til de græske og romerske figurers strenghed. De større grave gjorde det nu muligt for etruskiske kunstnere at fremstille vægmalerier med farverige scener af muntre mennesker, der danser, holder banket, fester og musik; det er etruskernes smukkeste arv (f.eks. leopardernes grav i Tarquinia).
I nekropolerne og andre hellige steder blev der fundet talrige bronzeskulpturer, som dokumenterer etruskerne færdighed i metalforarbejdning; de udgjorde mindre statuetter, mellemstore eller livsstore billeder af f.eks. kvinder i lange klæder, krigere med våben, guder eller dyr; et eksempel er den mytologiske figur af "Chimeraen fra Arezzo" i sin dødskamp, ca. 80 cm høj. Ud over disse kunstværker er der udgravet talrige håndværksgrave og votivgaver, såsom bronzespejle eller amforaer, skåle og kopper i keramik med sort overflade, såkaldt Bucchero-keramik. Sidstnævnte er en teknik og færdighed fra etruskerne, som har sat sit præg overalt i Middelhavsområdet.
Side 1 / 5