Eugène-Emmanuel Viollet-le-Duc var inspektør for alle hellige bygninger i Frankrig i midten af det 19. århundrede og var involveret i bevarelsen af andre vigtige middelalderlige bygninger. Arkitekten, monumentkonservatoren, arkitekturteoretikeren og kunsthistorikeren var således ansvarlig for bl.a. Notre-Dame-katedralen, som måtte udstå en så ødelæggende brand i 2019, for basilikaen i Saint-Denis, for katedralen i Amiens, for bybefæstningen og slotskomplekserne i Carcassonne eller det berømte middelalderslot i Pierrefonds nord for Paris. Sidstnævnte skulle Viollet-le-Duc udvikle til en privatresidens for Napoleon III, men dette blev forhindret af Louis-Napoléon Bonapartes for tidlige fald. Ikke desto mindre kunne den bayerske kong Ludwig II under et ophold i Paris inspicere renoveringsarbejdet på slottet og tage ideer med sig til sit planlagte nybyggeri i Neuschwanstein.
Viollet-le-Duc ønskede at genoprette Notre-Dame til sin oprindelige middelalderlige tilstand, ligesom f.eks. slotskomplekset i Carcassonne, der ligger på grænsen til Spanien og inden for synsvidde af Pyrenæerne. Romantikken har helt sikkert påvirket ham i denne henseende med sin forkærlighed for stiliserede og maleriske ruiner, der tjente som steder for længsel. Viollet-le-Duc selv gik så vidt som til at hævde, at han stræbte efter en tilstand for de historiske bygninger, som i hans øjne ikke blot tog det middelalderlige ideal op, men forbedrede det. Det ville han gerne have gennemført, uanset om bygningerne fortalte en anden historie, som de havde opbygget gennem århundreder, og som ikke passede ind i det 19. århundredes bygmesters ideelle forestillinger. Denne radikale reduktion af de overlevende bygninger til et middelalderligt fiktivt ideal og en påstået stilistisk "forbedring" gav Viollet-le-Duc den nedsættende betegnelse "restaurationsvandaler" fra sine modstandere. Det forhindrede ikke Royal Academy i London i at optage ham i sine rækker, selv om han dermed stod i modsætning til John Ruskins synspunkter, der i England samtidig stræbte efter at bevare den eksisterende tilstand af et monument med alle dets tab og stilistiske fejltagelser. En fremgangsmåde, der i øvrigt også blev fulgt på samme måde i den tyske monumentbevaring på det tidspunkt.
Til sin ti-binds ordbog over fransk arkitektur fra det 11. til det 16. århundrede fremstillede Viollet-le-Duc tegninger af høj kvalitet, undersøgte grundplaner, elevationer og tegnede detaljer. Han beskæftigede sig intensivt med middelalderens byggeteknikker og var en af de bedste kendere af dem. Man kan være kritisk over for hans restaureringsarbejde, men billederne af de berømte gargoyles, som han skabte eller lod skabe i Galerie des Chimères i højden på Notre-Dame, er nu verdensberømte. Allerede på Viollet-le-Duc's tid var de ikke længere de originale fra middelalderen, men var allerede blevet udskiftet på grund af deres dårlige stand.
Eugène-Emmanuel Viollet-le-Duc var inspektør for alle hellige bygninger i Frankrig i midten af det 19. århundrede og var involveret i bevarelsen af andre vigtige middelalderlige bygninger. Arkitekten, monumentkonservatoren, arkitekturteoretikeren og kunsthistorikeren var således ansvarlig for bl.a. Notre-Dame-katedralen, som måtte udstå en så ødelæggende brand i 2019, for basilikaen i Saint-Denis, for katedralen i Amiens, for bybefæstningen og slotskomplekserne i Carcassonne eller det berømte middelalderslot i Pierrefonds nord for Paris. Sidstnævnte skulle Viollet-le-Duc udvikle til en privatresidens for Napoleon III, men dette blev forhindret af Louis-Napoléon Bonapartes for tidlige fald. Ikke desto mindre kunne den bayerske kong Ludwig II under et ophold i Paris inspicere renoveringsarbejdet på slottet og tage ideer med sig til sit planlagte nybyggeri i Neuschwanstein.
Viollet-le-Duc ønskede at genoprette Notre-Dame til sin oprindelige middelalderlige tilstand, ligesom f.eks. slotskomplekset i Carcassonne, der ligger på grænsen til Spanien og inden for synsvidde af Pyrenæerne. Romantikken har helt sikkert påvirket ham i denne henseende med sin forkærlighed for stiliserede og maleriske ruiner, der tjente som steder for længsel. Viollet-le-Duc selv gik så vidt som til at hævde, at han stræbte efter en tilstand for de historiske bygninger, som i hans øjne ikke blot tog det middelalderlige ideal op, men forbedrede det. Det ville han gerne have gennemført, uanset om bygningerne fortalte en anden historie, som de havde opbygget gennem århundreder, og som ikke passede ind i det 19. århundredes bygmesters ideelle forestillinger. Denne radikale reduktion af de overlevende bygninger til et middelalderligt fiktivt ideal og en påstået stilistisk "forbedring" gav Viollet-le-Duc den nedsættende betegnelse "restaurationsvandaler" fra sine modstandere. Det forhindrede ikke Royal Academy i London i at optage ham i sine rækker, selv om han dermed stod i modsætning til John Ruskins synspunkter, der i England samtidig stræbte efter at bevare den eksisterende tilstand af et monument med alle dets tab og stilistiske fejltagelser. En fremgangsmåde, der i øvrigt også blev fulgt på samme måde i den tyske monumentbevaring på det tidspunkt.
Til sin ti-binds ordbog over fransk arkitektur fra det 11. til det 16. århundrede fremstillede Viollet-le-Duc tegninger af høj kvalitet, undersøgte grundplaner, elevationer og tegnede detaljer. Han beskæftigede sig intensivt med middelalderens byggeteknikker og var en af de bedste kendere af dem. Man kan være kritisk over for hans restaureringsarbejde, men billederne af de berømte gargoyles, som han skabte eller lod skabe i Galerie des Chimères i højden på Notre-Dame, er nu verdensberømte. Allerede på Viollet-le-Duc's tid var de ikke længere de originale fra middelalderen, men var allerede blevet udskiftet på grund af deres dårlige stand.
Side 1 / 1