Uden Piranesi-familien af kunstnere og arkitekter ville vi vide langt mindre om tilstanden af ruinerne af det antikke Rom i det 18. århundrede. Francesco Piranesi lærte ætsning og gravering af sin far Giovanni Batista, som den dag i dag er meget berømt for sine bybilleder af Rom og opfindelser af labyrintiske fangekælderrum. Francesco arbejdede sammen med sine søskende Laura og Pietro som ætsere og tegnere i deres fars værksted. I mange år hjalp Francesco ham, så mange værker kan ikke klart tilskrives hverken faderens eller sønnens hånd.
Efter Giovanni Batistas død i 1778 fortsatte Francesco Piranesi sin fars forretning. Ligesom sidstnævnte arbejdede Francesco også som dokumentarist af antikke bygninger; han kan således betragtes som en tidlig arkæolog. Hånd i hånd med sporingen af Piranesis går dog altid opfindelsen, den teatralske overdrivelse af bygningerne og ruinerne, de levede trods alt i senbarokken eller den tidlige klassicisme. Han indfangede omhyggeligt Diokletians bade i raderinger, men også udsigter af det genopdagede og udgravede Pompeji, herunder det antikke Isistempel eller præstinden Mamias grav. Francesco Piranesi offentliggjorde den første plan over den udgravede by. Han havde rejst til Pompeji og Paestum, mens han stadig var sammen med sin far, og efter faderens død fortsatte han det druchografiske arbejde, som stadig er uhyre vigtigt den dag i dag.
Piranesi var også aktiv som spion. Således stjal han kompromitterende breve fra den svenske ambassadør i kongeriget Sicilien på vegne af den svenske regent, hvorved denne blev dømt til døden. Da Frankrigs revolutionære tropper besatte Italien, vandt han franskmændenes tillid og blev en af repræsentanterne for den kortvarige romerske republik. Efter dens fald tog han til Paris og åbnede en filial af sin virksomhed der sammen med sin bror Pietro, som de kaldte "Piranesi Frères". Her kunne man ikke kun købe graveringer, men også terracottavaser, efterligninger af gamle etruskiske vaser, som selv Napoleons kejserhus var tilfreds med. Med Napoleons hjælp kunne han redde sin forretning, efter at hans bror havde trukket sig ud. Betingelsen var, at han nu skulle hellige sig helt og holdent til at lave grafik. Men det skete ikke: Piranesi døde i 1810 i en alder af kun 53 år, ifølge rygter om syfilis. Hans omfattende grafiske værk overgik til pavelig varetægt nogle få år senere.
Den rastløse Francesco Piranesis fascinerende kunstneriske arbejde og turbulente liv er indtil i dag uretfærdigt blevet overskygget af hans far. En genopdagelse er det værd!
Uden Piranesi-familien af kunstnere og arkitekter ville vi vide langt mindre om tilstanden af ruinerne af det antikke Rom i det 18. århundrede. Francesco Piranesi lærte ætsning og gravering af sin far Giovanni Batista, som den dag i dag er meget berømt for sine bybilleder af Rom og opfindelser af labyrintiske fangekælderrum. Francesco arbejdede sammen med sine søskende Laura og Pietro som ætsere og tegnere i deres fars værksted. I mange år hjalp Francesco ham, så mange værker kan ikke klart tilskrives hverken faderens eller sønnens hånd.
Efter Giovanni Batistas død i 1778 fortsatte Francesco Piranesi sin fars forretning. Ligesom sidstnævnte arbejdede Francesco også som dokumentarist af antikke bygninger; han kan således betragtes som en tidlig arkæolog. Hånd i hånd med sporingen af Piranesis går dog altid opfindelsen, den teatralske overdrivelse af bygningerne og ruinerne, de levede trods alt i senbarokken eller den tidlige klassicisme. Han indfangede omhyggeligt Diokletians bade i raderinger, men også udsigter af det genopdagede og udgravede Pompeji, herunder det antikke Isistempel eller præstinden Mamias grav. Francesco Piranesi offentliggjorde den første plan over den udgravede by. Han havde rejst til Pompeji og Paestum, mens han stadig var sammen med sin far, og efter faderens død fortsatte han det druchografiske arbejde, som stadig er uhyre vigtigt den dag i dag.
Piranesi var også aktiv som spion. Således stjal han kompromitterende breve fra den svenske ambassadør i kongeriget Sicilien på vegne af den svenske regent, hvorved denne blev dømt til døden. Da Frankrigs revolutionære tropper besatte Italien, vandt han franskmændenes tillid og blev en af repræsentanterne for den kortvarige romerske republik. Efter dens fald tog han til Paris og åbnede en filial af sin virksomhed der sammen med sin bror Pietro, som de kaldte "Piranesi Frères". Her kunne man ikke kun købe graveringer, men også terracottavaser, efterligninger af gamle etruskiske vaser, som selv Napoleons kejserhus var tilfreds med. Med Napoleons hjælp kunne han redde sin forretning, efter at hans bror havde trukket sig ud. Betingelsen var, at han nu skulle hellige sig helt og holdent til at lave grafik. Men det skete ikke: Piranesi døde i 1810 i en alder af kun 53 år, ifølge rygter om syfilis. Hans omfattende grafiske værk overgik til pavelig varetægt nogle få år senere.
Den rastløse Francesco Piranesis fascinerende kunstneriske arbejde og turbulente liv er indtil i dag uretfærdigt blevet overskygget af hans far. En genopdagelse er det værd!
Side 1 / 1