I 1531 forlod en ung mand Firenze, hvor han var kommet i lære hos maleren Andrea del Sarto. Firenze led stadig under følgerne af en belejring, og Medici-familiens skæbne som herskerfamilie var usikker. De var taget til Rom, som også var krigshærget, og hvor det værste var overstået efter en plyndring fire år tidligere. Francesco de'Rossi rejste også dertil i håb om yderligere studier og de første bestillinger. Han ønskede også at se sin barndoms- og lærerven Giorgio Vasari, som allerede var der under Medici, der igen var aktive kunstmæcener. Han mødte sin ven igen, og hvad angår studierne, fandt Francesco nok materiale i Rom. Michelangelo havde ikke været i stand til at bidrage til Firenzes redning som fæstningsingeniør. Nu tjente hans tidligere værker imidlertid den lærde studerende som forbilleder, især inden for maleriet, selv før Rafael og Giulio Romano, og deres manieristiske stil havde en varig indflydelse på ham. Hans første bestillinger kom til gengæld fra kardinal Giovanni Salviati, en indflydelsesrig Medici. Nogle få malerier til kardinalens store tilfredshed blev fulgt op af fresker i paladsets kapel, og da Francesco snart blev betragtet som hans elev, blev han kun kaldt Cecchino (diminutiv af Francesco) Salviati. Under dette navn, forkortet "Il Salviati", har kunstverdenen kendt ham lige siden.
Selv om freskoer og altertavler i begyndelsen gav ham større berømmelse, er hans færdigheder og viden meget omfattende. Han kom fra en håndværksmæssig baggrund og var uddannet guldsmed, og han var dygtig til at bruge en bred vifte af teknikker og materialer, ligesom han var velbevandret i discipliner som f.eks. arkitektur. Salviati valgte sine motiver i overensstemmelse med sine mæceners ønsker. Religiøse skildringer er hyppigst forekommende, men også temaer fra den antikke mytologi og historie samt portrætter af hans kunder. Det er netop deres indtryk af autenticitet, der er udtryk for den individualitet, der kendetegner hans malerier. Hver af dem giver i særlig grad indtryk af et unikt eksemplar. Scenernes handling afspejles i figurernes udtryksfuldhed, hvis konturer han får til at stå frem med stærke farver, og i baggrunden et dygtigt spil af lys og skygge. Blandt andet takket være kardinal Salviatis forbindelser som pavelig diplomat, der strakte sig langt ud over Rom, skabte han primært fresker i andre italienske paladser og klostre. Hans vej førte ham helt til Frankrig, og listen over romerske bygninger, som han arbejdede på, er af eksklusiv betydning.
Salviatis venskab og kunstneriske samarbejde med Giorgio Vasari varede hele livet. Sidstnævntes kunstnerliv, som han har skrevet, er et glimrende kildemateriale, selv om man som læser af og til har mistanke om, at forfatteren af og til lader sin vens stjerne skinne særlig stærkt for at sætte sig selv i et godt lys.
I 1531 forlod en ung mand Firenze, hvor han var kommet i lære hos maleren Andrea del Sarto. Firenze led stadig under følgerne af en belejring, og Medici-familiens skæbne som herskerfamilie var usikker. De var taget til Rom, som også var krigshærget, og hvor det værste var overstået efter en plyndring fire år tidligere. Francesco de'Rossi rejste også dertil i håb om yderligere studier og de første bestillinger. Han ønskede også at se sin barndoms- og lærerven Giorgio Vasari, som allerede var der under Medici, der igen var aktive kunstmæcener. Han mødte sin ven igen, og hvad angår studierne, fandt Francesco nok materiale i Rom. Michelangelo havde ikke været i stand til at bidrage til Firenzes redning som fæstningsingeniør. Nu tjente hans tidligere værker imidlertid den lærde studerende som forbilleder, især inden for maleriet, selv før Rafael og Giulio Romano, og deres manieristiske stil havde en varig indflydelse på ham. Hans første bestillinger kom til gengæld fra kardinal Giovanni Salviati, en indflydelsesrig Medici. Nogle få malerier til kardinalens store tilfredshed blev fulgt op af fresker i paladsets kapel, og da Francesco snart blev betragtet som hans elev, blev han kun kaldt Cecchino (diminutiv af Francesco) Salviati. Under dette navn, forkortet "Il Salviati", har kunstverdenen kendt ham lige siden.
Selv om freskoer og altertavler i begyndelsen gav ham større berømmelse, er hans færdigheder og viden meget omfattende. Han kom fra en håndværksmæssig baggrund og var uddannet guldsmed, og han var dygtig til at bruge en bred vifte af teknikker og materialer, ligesom han var velbevandret i discipliner som f.eks. arkitektur. Salviati valgte sine motiver i overensstemmelse med sine mæceners ønsker. Religiøse skildringer er hyppigst forekommende, men også temaer fra den antikke mytologi og historie samt portrætter af hans kunder. Det er netop deres indtryk af autenticitet, der er udtryk for den individualitet, der kendetegner hans malerier. Hver af dem giver i særlig grad indtryk af et unikt eksemplar. Scenernes handling afspejles i figurernes udtryksfuldhed, hvis konturer han får til at stå frem med stærke farver, og i baggrunden et dygtigt spil af lys og skygge. Blandt andet takket være kardinal Salviatis forbindelser som pavelig diplomat, der strakte sig langt ud over Rom, skabte han primært fresker i andre italienske paladser og klostre. Hans vej førte ham helt til Frankrig, og listen over romerske bygninger, som han arbejdede på, er af eksklusiv betydning.
Salviatis venskab og kunstneriske samarbejde med Giorgio Vasari varede hele livet. Sidstnævntes kunstnerliv, som han har skrevet, er et glimrende kildemateriale, selv om man som læser af og til har mistanke om, at forfatteren af og til lader sin vens stjerne skinne særlig stærkt for at sætte sig selv i et godt lys.
Side 1 / 1