Hans øgenavn "Pferde-Krüger" (hest Krüger) er måske lidt uhøfligt, men det er en passende betegnelse for den saksiske maler Franz Krügers arbejde. Portrætter af heste var, for at bruge et ordspil, hans kæphest. Uanset om det er i jagt- og militærmalerier eller portrætter, er det hovdyr, som mennesket har æret så højt, meget ofte et motiv i hans værker. Men at afvise ham som en ren hestemaler er naturligvis grundlæggende forkert.
Franz Krüger kom allerede som barn i kontakt med dyremaleri, og hans interesse blev vakt af ornitologen Johann Friedrich Naumann, som var en af hans venner. Senere, i skoletiden i Dessau, kom tjenestemandssønnen i kontakt med landskabsmaleren Carl Wilhelm Kolbe, som introducerede ham til naturen som et centralt kunstnerisk tema. Som femtenårig blev han indskrevet på Berlins kunstakademi, men blev der kun i to år. Herefter udviklede han sin stil autodidaktisk. Hans kælenavn stammer i øvrigt fra denne periode, da han i denne fase næsten udelukkende beskæftigede sig med dyreskildringer. Efter nogle udstillingssucceser udvidede han sit spektrum til at omfatte portrætter. Hans skildringer af fremtrædende samtidige og vigtige adelsmænd gjorde ham betydeligt mere berømt. Allerede som otteogtyveårig blev han udnævnt til kongelig professor og blev fuldgyldigt medlem af Berlins akademi. Blandt hans elever var så berømte kunstnere som Hermann Gemmel, Karl Konstantin Heinrich Steffeck og Theodor Schloepke. Han havde også den for en maler ret sjældne lykke at blive rig gennem sit arbejde. På den måde havde han råd til at flytte ind i et stort hus i Berlin, hvor han nu boede. I mellemtiden rejste han meget for at fremme sin kunstneriske uddannelse; hans vej førte ham bl.a. gennem Tyskland og til Frankrig og Rusland.
Selv om Franz Krüger hovedsageligt betragtes som en bestillingsmaler - og også opfattede sig selv som sådan - lykkedes det ham altid at give sine værker sin egen karakter. Ikke alene er hans værker kendetegnet ved en høj nøjagtighed, naturlig skarphed og opmærksomhed på detaljer, der er også en god portion subtil humor og undertiden ironi samt stille samfundskritik, hvilket gør dem ikke bare til ren dokumentation. I billeder af militærparader satte han f.eks. ikke statsledere eller glorværdige generaler i centrum, men derimod borgerne eller det almindelige folk, hvilket bestemt kan ses som en opblødning af de traditionelle hierarkiske strukturer. I denne henseende er betegnelsen "Biedermeier-maler", som Franz Krüger ofte omtales med, lige så forkortet og endda misvisende som "hest Krüger". Tidsmæssigt hører han måske til Biedermeier-æraen, og også motivisk passer han ind i denne borgerlige epoke, men hans værker er ikke rigtig konservative - og slet ikke hjemlige. Det er også værd at nævne, at han var en af de første billedkunstnere, der brugte litografiteknikken i sine værker.
Hans øgenavn "Pferde-Krüger" (hest Krüger) er måske lidt uhøfligt, men det er en passende betegnelse for den saksiske maler Franz Krügers arbejde. Portrætter af heste var, for at bruge et ordspil, hans kæphest. Uanset om det er i jagt- og militærmalerier eller portrætter, er det hovdyr, som mennesket har æret så højt, meget ofte et motiv i hans værker. Men at afvise ham som en ren hestemaler er naturligvis grundlæggende forkert.
Franz Krüger kom allerede som barn i kontakt med dyremaleri, og hans interesse blev vakt af ornitologen Johann Friedrich Naumann, som var en af hans venner. Senere, i skoletiden i Dessau, kom tjenestemandssønnen i kontakt med landskabsmaleren Carl Wilhelm Kolbe, som introducerede ham til naturen som et centralt kunstnerisk tema. Som femtenårig blev han indskrevet på Berlins kunstakademi, men blev der kun i to år. Herefter udviklede han sin stil autodidaktisk. Hans kælenavn stammer i øvrigt fra denne periode, da han i denne fase næsten udelukkende beskæftigede sig med dyreskildringer. Efter nogle udstillingssucceser udvidede han sit spektrum til at omfatte portrætter. Hans skildringer af fremtrædende samtidige og vigtige adelsmænd gjorde ham betydeligt mere berømt. Allerede som otteogtyveårig blev han udnævnt til kongelig professor og blev fuldgyldigt medlem af Berlins akademi. Blandt hans elever var så berømte kunstnere som Hermann Gemmel, Karl Konstantin Heinrich Steffeck og Theodor Schloepke. Han havde også den for en maler ret sjældne lykke at blive rig gennem sit arbejde. På den måde havde han råd til at flytte ind i et stort hus i Berlin, hvor han nu boede. I mellemtiden rejste han meget for at fremme sin kunstneriske uddannelse; hans vej førte ham bl.a. gennem Tyskland og til Frankrig og Rusland.
Selv om Franz Krüger hovedsageligt betragtes som en bestillingsmaler - og også opfattede sig selv som sådan - lykkedes det ham altid at give sine værker sin egen karakter. Ikke alene er hans værker kendetegnet ved en høj nøjagtighed, naturlig skarphed og opmærksomhed på detaljer, der er også en god portion subtil humor og undertiden ironi samt stille samfundskritik, hvilket gør dem ikke bare til ren dokumentation. I billeder af militærparader satte han f.eks. ikke statsledere eller glorværdige generaler i centrum, men derimod borgerne eller det almindelige folk, hvilket bestemt kan ses som en opblødning af de traditionelle hierarkiske strukturer. I denne henseende er betegnelsen "Biedermeier-maler", som Franz Krüger ofte omtales med, lige så forkortet og endda misvisende som "hest Krüger". Tidsmæssigt hører han måske til Biedermeier-æraen, og også motivisk passer han ind i denne borgerlige epoke, men hans værker er ikke rigtig konservative - og slet ikke hjemlige. Det er også værd at nævne, at han var en af de første billedkunstnere, der brugte litografiteknikken i sine værker.
Side 1 / 1