Den europæiske kunsts lange og begivenhedsrige historie er ikke kun kendetegnet ved næsten utallige og historisk set lige inspirerende og divergerende stilarter og deres epigoner og repræsentanter, som undertiden endda er "fjender på liv og død" og er bundet sammen i en intim uvilje. Kunstnere, der nøje og mistænksomt iagttager og ofte bittert bekæmper hinanden og fordømmer hinanden som "dilettanter", har været en psykologisk og sociologisk konstant fra antikken til i dag og har trods al den underliggende jalousi på andres succeser altid været en vigtig drivkraft for meget vigtige og epokegørende begivenheder og udviklinger i kunstverdenen. Ofte er det ikke så meget eller ikke udelukkende de forskellige repræsentations- og arbejdsmetoder, der er årsag til ekstremt intense og vedvarende kunstneriske tvister, kontroverser og skænderier, men også voldsomt debatterede spørgsmål om, hvorvidt visse farver, materialer og teknikker er egnede og tilladte i seriøs eller anerkendt kunst. Blandt de aktuelle eksempler kan nævnes malergenrerne "graffiti" og/eller "street art", som normalt afvises af mere konservative kunstinteresserede som "smuds" og "vanhelligelse af det offentlige rum".
Set fra nutidens synspunkt kan det virke morsomt og uforklarligt for de fleste kunstinteresserede, men selv i det 19. århundrede var der debatter om visse maleteknikker, der blev ført med nærmest religiøs iver og hengivenhed, hvilket dengang både skabte stor begejstring blandt alle involverede og bidrog til fremkomsten og grundlæggelsen af det, der i dag er internationalt anerkendte og globalt anerkendte kunstinstitutioner. Dette var f.eks. tilfældet med Thomas Charles Wageman, der blev grundlagt i London i 1831 af William Cowen, W. B. S. Taylor, James Fudge, Joseph Powell, Thomas Maisey og O. F. Phillips, der fungerede som en liberal konkurrent til Society of Painters in Water Colours (nu Royal Watercolour Society), der blev grundlagt i 1804, og som siden 1885 har haft til huse som Royal Institute of Painters in Water Colours (RI) i det ærværdige hovedkvarter for Federation of British Artists (FBA) i Mall Galleries på Carlton House Terrace, ikke langt fra Trafalgar Square. Begge organisationer og deres medlemmer var ikke nødvendigvis sympatiske, men ikke desto mindre forenede i deres modstand mod "Royal Academy of Arts", som på det tidspunkt strengt afviste at acceptere akvareller lavet af ikke-uoverfladiske akvareller som kunst.
Et andet stiftende medlem af den nye organisation af akvarelmalere, der gjorde oprør mod så megen kunstnerisk uvidenhed, var tegneren George Shepherd, der som barn havde boet med sine forældre i Frankrig indtil 1793 og kun var vendt tilbage til England og London på grund af de revolutionære begivenheder på den tid på den sydlige bred af den Engelske Kanal. Allerede i 1803 og 1804 fik den endnu ganske unge Shepherd en sølvplakette af Society of Arts for sit vellykkede kreative arbejde. Han fik også et godt ry som en anerkendt arkitektonisk og landskabsmaler, der var meget efterspurgt af kunderne. Sammen med sin yngre bror Thomas Hosmer Shepherd, der også var en fremragende maler og tegner, udførte han også mange detaljerede illustrationer af gadebilleder til standardværker om britisk arkitekturhistorie som "Architectural Antinquities of Great Britain" og "Architectura Ecclesiastica Londini" for forlagene John Britton og Rudolph Ackermann.
Den europæiske kunsts lange og begivenhedsrige historie er ikke kun kendetegnet ved næsten utallige og historisk set lige inspirerende og divergerende stilarter og deres epigoner og repræsentanter, som undertiden endda er "fjender på liv og død" og er bundet sammen i en intim uvilje. Kunstnere, der nøje og mistænksomt iagttager og ofte bittert bekæmper hinanden og fordømmer hinanden som "dilettanter", har været en psykologisk og sociologisk konstant fra antikken til i dag og har trods al den underliggende jalousi på andres succeser altid været en vigtig drivkraft for meget vigtige og epokegørende begivenheder og udviklinger i kunstverdenen. Ofte er det ikke så meget eller ikke udelukkende de forskellige repræsentations- og arbejdsmetoder, der er årsag til ekstremt intense og vedvarende kunstneriske tvister, kontroverser og skænderier, men også voldsomt debatterede spørgsmål om, hvorvidt visse farver, materialer og teknikker er egnede og tilladte i seriøs eller anerkendt kunst. Blandt de aktuelle eksempler kan nævnes malergenrerne "graffiti" og/eller "street art", som normalt afvises af mere konservative kunstinteresserede som "smuds" og "vanhelligelse af det offentlige rum".
Set fra nutidens synspunkt kan det virke morsomt og uforklarligt for de fleste kunstinteresserede, men selv i det 19. århundrede var der debatter om visse maleteknikker, der blev ført med nærmest religiøs iver og hengivenhed, hvilket dengang både skabte stor begejstring blandt alle involverede og bidrog til fremkomsten og grundlæggelsen af det, der i dag er internationalt anerkendte og globalt anerkendte kunstinstitutioner. Dette var f.eks. tilfældet med Thomas Charles Wageman, der blev grundlagt i London i 1831 af William Cowen, W. B. S. Taylor, James Fudge, Joseph Powell, Thomas Maisey og O. F. Phillips, der fungerede som en liberal konkurrent til Society of Painters in Water Colours (nu Royal Watercolour Society), der blev grundlagt i 1804, og som siden 1885 har haft til huse som Royal Institute of Painters in Water Colours (RI) i det ærværdige hovedkvarter for Federation of British Artists (FBA) i Mall Galleries på Carlton House Terrace, ikke langt fra Trafalgar Square. Begge organisationer og deres medlemmer var ikke nødvendigvis sympatiske, men ikke desto mindre forenede i deres modstand mod "Royal Academy of Arts", som på det tidspunkt strengt afviste at acceptere akvareller lavet af ikke-uoverfladiske akvareller som kunst.
Et andet stiftende medlem af den nye organisation af akvarelmalere, der gjorde oprør mod så megen kunstnerisk uvidenhed, var tegneren George Shepherd, der som barn havde boet med sine forældre i Frankrig indtil 1793 og kun var vendt tilbage til England og London på grund af de revolutionære begivenheder på den tid på den sydlige bred af den Engelske Kanal. Allerede i 1803 og 1804 fik den endnu ganske unge Shepherd en sølvplakette af Society of Arts for sit vellykkede kreative arbejde. Han fik også et godt ry som en anerkendt arkitektonisk og landskabsmaler, der var meget efterspurgt af kunderne. Sammen med sin yngre bror Thomas Hosmer Shepherd, der også var en fremragende maler og tegner, udførte han også mange detaljerede illustrationer af gadebilleder til standardværker om britisk arkitekturhistorie som "Architectural Antinquities of Great Britain" og "Architectura Ecclesiastica Londini" for forlagene John Britton og Rudolph Ackermann.
Side 1 / 2