Da Giovanni Battista Piranesi blev født i Venedig, blev byen anset for at være centrum for bogtrykkerkunsten. Især kobberstik blev udført her med en dygtighed, der var uden sidestykke. Samtidig nåede veduta-kunsten sit højdepunkt. Denne særlige form for landskabsmaleri koncentrerede sig om bybilleder, som krævede en fin fornemmelse for perspektiv og rum. Piranesi fik en bred vifte af kunstnerisk uddannelse og erhvervede sig et solidt kendskab til arkitektur, litteratur og scenemaleri.
Et besøg i Rom ændrede kunstnerens liv. Den evige by fangede straks den unge Piranesi. Arkitekturen og især ruinerne fascinerede den unge Piranesi. Giovanni selv anså sine arkitektoniske evner for at være for begrænsede til at tegne bygninger i Rom. Piranesi stolede på sine kunstneriske evner og sit talent for at implementere perspektiv og illusion. Rom oplevede den første turisme, og ikke få gæster havde lyst til at tage en souvenir med hjem. Byudsigter var populære og kunne give et indtryk af rejsen derhjemme. Piranesi lærte at lave kobbertryk og begyndte at lave vedute. De første motiver var berømte bygninger i Rom. Piranesi skilte sig ud fra mængden af kunstnere. Med en arkitekts øje har han fanget bygninger i nøjagtige proportioner. Hans værker viser ikke indtryk, men er præcise studier af arkitektur. Hans penselstrøg er fra begyndelsen rastløse og livlige, og han skiller sig ud fra mængden af romerske kunstnere. Piranesi brugte mere tid på at tegne capriccios. Værker, der bevidst brød reglerne og var i modstrid med de fremherskende kunstbevægelser i en periode.
Carceri-cyklussen gav Giovanni Battista Piranesi velfortjent berømmelse. Afbildningen af fangekældre er et af de mest indflydelsesrige værker inden for grafikken. Piranesi udgav en 14-delt serie af raderinger, som kunstneren reviderede igen i senere år. I den anden version brugte Piranesi stærke clair-lys-kontraster, hvilket skabte en uhyggelig og uhyggelig stemning. Karakteristisk for de indvendige billeder af fængslerne er vægge, buer, hvælvinger og søjler, der viser en struktur, som er fysisk umulig. Forvrængede perspektiver og forskudte forsvindingspunkter får beskuerens øje til at søge og føre det ind i grafikken. M.C. Eschers arbejde ville være utænkeligt uden Piranesi's forarbejde. Ønsket om at gribe fat i konstruktionen spirer og kan ikke opfyldes. Kritikere ser i de stilistiske midler en skabelse af hjælpeløshed og en følelse af at overgive sig selv. Samtidig er kunstneren rettet mod den fremherskende længsel efter skønhed og vender sig bort fra religiøs forvandling. Giovanni Battista Piranesi var en kunstner, der banede vejen for oplysningstiden og senere romantikken.
Da Giovanni Battista Piranesi blev født i Venedig, blev byen anset for at være centrum for bogtrykkerkunsten. Især kobberstik blev udført her med en dygtighed, der var uden sidestykke. Samtidig nåede veduta-kunsten sit højdepunkt. Denne særlige form for landskabsmaleri koncentrerede sig om bybilleder, som krævede en fin fornemmelse for perspektiv og rum. Piranesi fik en bred vifte af kunstnerisk uddannelse og erhvervede sig et solidt kendskab til arkitektur, litteratur og scenemaleri.
Et besøg i Rom ændrede kunstnerens liv. Den evige by fangede straks den unge Piranesi. Arkitekturen og især ruinerne fascinerede den unge Piranesi. Giovanni selv anså sine arkitektoniske evner for at være for begrænsede til at tegne bygninger i Rom. Piranesi stolede på sine kunstneriske evner og sit talent for at implementere perspektiv og illusion. Rom oplevede den første turisme, og ikke få gæster havde lyst til at tage en souvenir med hjem. Byudsigter var populære og kunne give et indtryk af rejsen derhjemme. Piranesi lærte at lave kobbertryk og begyndte at lave vedute. De første motiver var berømte bygninger i Rom. Piranesi skilte sig ud fra mængden af kunstnere. Med en arkitekts øje har han fanget bygninger i nøjagtige proportioner. Hans værker viser ikke indtryk, men er præcise studier af arkitektur. Hans penselstrøg er fra begyndelsen rastløse og livlige, og han skiller sig ud fra mængden af romerske kunstnere. Piranesi brugte mere tid på at tegne capriccios. Værker, der bevidst brød reglerne og var i modstrid med de fremherskende kunstbevægelser i en periode.
Carceri-cyklussen gav Giovanni Battista Piranesi velfortjent berømmelse. Afbildningen af fangekældre er et af de mest indflydelsesrige værker inden for grafikken. Piranesi udgav en 14-delt serie af raderinger, som kunstneren reviderede igen i senere år. I den anden version brugte Piranesi stærke clair-lys-kontraster, hvilket skabte en uhyggelig og uhyggelig stemning. Karakteristisk for de indvendige billeder af fængslerne er vægge, buer, hvælvinger og søjler, der viser en struktur, som er fysisk umulig. Forvrængede perspektiver og forskudte forsvindingspunkter får beskuerens øje til at søge og føre det ind i grafikken. M.C. Eschers arbejde ville være utænkeligt uden Piranesi's forarbejde. Ønsket om at gribe fat i konstruktionen spirer og kan ikke opfyldes. Kritikere ser i de stilistiske midler en skabelse af hjælpeløshed og en følelse af at overgive sig selv. Samtidig er kunstneren rettet mod den fremherskende længsel efter skønhed og vender sig bort fra religiøs forvandling. Giovanni Battista Piranesi var en kunstner, der banede vejen for oplysningstiden og senere romantikken.
Side 1 / 16