At Gustave Loiseau på trods af sit talent aldrig er blevet nævnt i samme åndedrag som de virkelig berømte franske malere, taler på ingen måde imod hans kunst, men snarere for den udsøgte samling af kunstnere, som denne nation alene har frembragt. Hans arbejde er lidet kendt af offentligheden uden for Frankrig, men er højt værdsat af både fagfolk og entusiaster.
Loiseau er født i Paris, men voksede op i Pontoise, en kommune nordvest for Paris, hvor hans forældre drev en slagterforretning, og han lærte først at uddanne sig som dekoratør. En af hans første kunder var den franske landskabsmaler Fernand Quigon. Hans bedstemors arv gjorde det muligt for Loiseau at studere maleri, og han fik Quigon som sin første lærer. I 1890 tog han til Pont-Aven i Bretagne, hvor han mødte Émile Bernard og Paul Gauguin. Senere havde han i over tredive år sin bopæl, herunder sit atelier, i Auvers-sur-Oise øst for Paris.
1890'erne var højtiden for pointilismen, som bl.a. blev udfoldet af Paul Signac, og postimpressionisterne. Den ene malerstil er mere eller mindre opstået af eller smeltet sammen med den anden - Loiseau eksperimenterede med begge og skabte efterhånden sin egen stil ud fra dem. Hans specialitet blev landskabsmalerier af det samme objekt på forskellige tidspunkter af året: Ligesom Claude Monet - som i øvrigt sammen med Camille Pissarro var Loiseaus erklærede model - malede katedralen i Rouen på alle tænkelige tidspunkter af døgnet, har Loiseau ofte taget den samme mark eller have på lærredet i forskellige måneder. Ikke desto mindre har han også afbildet utallige parisiske gader, fra Place da la Bastille (1922) og "Étoile" (1929) til mere ukendte sidegader som "Rue de Clignancourt" eller havneanlæg som "Port Henri VI" ved Seinen. Især de parisiske billeder er også altid et stykke samtidshistorie: På "Etoile", der er malet i 1929, er der f.eks. allerede snesevis af motorkøretøjer på vejen - de fleste af dem med den kasseanordning, der stadig var almindelig på det tidspunkt, og som minder om tidligere tiders vogne. Loiseau var heller ikke bleg for at lave portrætter af "almindelige mennesker", f.eks. havnearbejdere, parisiske taxachauffører (indtil Første Verdenskrig kørte mange hestevogne stadig til leje) eller kirkegængere i Bretagne.
Gustave Loiseau døde i 1935, en uge efter sin 70-års fødselsdag, i sit hjemland Paris.
At Gustave Loiseau på trods af sit talent aldrig er blevet nævnt i samme åndedrag som de virkelig berømte franske malere, taler på ingen måde imod hans kunst, men snarere for den udsøgte samling af kunstnere, som denne nation alene har frembragt. Hans arbejde er lidet kendt af offentligheden uden for Frankrig, men er højt værdsat af både fagfolk og entusiaster.
Loiseau er født i Paris, men voksede op i Pontoise, en kommune nordvest for Paris, hvor hans forældre drev en slagterforretning, og han lærte først at uddanne sig som dekoratør. En af hans første kunder var den franske landskabsmaler Fernand Quigon. Hans bedstemors arv gjorde det muligt for Loiseau at studere maleri, og han fik Quigon som sin første lærer. I 1890 tog han til Pont-Aven i Bretagne, hvor han mødte Émile Bernard og Paul Gauguin. Senere havde han i over tredive år sin bopæl, herunder sit atelier, i Auvers-sur-Oise øst for Paris.
1890'erne var højtiden for pointilismen, som bl.a. blev udfoldet af Paul Signac, og postimpressionisterne. Den ene malerstil er mere eller mindre opstået af eller smeltet sammen med den anden - Loiseau eksperimenterede med begge og skabte efterhånden sin egen stil ud fra dem. Hans specialitet blev landskabsmalerier af det samme objekt på forskellige tidspunkter af året: Ligesom Claude Monet - som i øvrigt sammen med Camille Pissarro var Loiseaus erklærede model - malede katedralen i Rouen på alle tænkelige tidspunkter af døgnet, har Loiseau ofte taget den samme mark eller have på lærredet i forskellige måneder. Ikke desto mindre har han også afbildet utallige parisiske gader, fra Place da la Bastille (1922) og "Étoile" (1929) til mere ukendte sidegader som "Rue de Clignancourt" eller havneanlæg som "Port Henri VI" ved Seinen. Især de parisiske billeder er også altid et stykke samtidshistorie: På "Etoile", der er malet i 1929, er der f.eks. allerede snesevis af motorkøretøjer på vejen - de fleste af dem med den kasseanordning, der stadig var almindelig på det tidspunkt, og som minder om tidligere tiders vogne. Loiseau var heller ikke bleg for at lave portrætter af "almindelige mennesker", f.eks. havnearbejdere, parisiske taxachauffører (indtil Første Verdenskrig kørte mange hestevogne stadig til leje) eller kirkegængere i Bretagne.
Gustave Loiseau døde i 1935, en uge efter sin 70-års fødselsdag, i sit hjemland Paris.
Side 1 / 2