I den maleriske by Perpignan på den solbeskinnede franske middelhavskyst så Hyacinthe Rigaud dagens lys i sommeren 1659. Rigaud, hvis fulde navn var Hyacinthe-François-Honoré-Mathias-Pierre Martyr-André Jean Rigau y Ros, fik sin første kunstneriske uddannelse i Montpellier, hvor han studerede under maleren Paul Pezet. Rigaus talent for portrætkunst var tydeligt fra en tidlig alder, og hans håndværk og evne til at indfange essensen af sine modeller gav ham anerkendelse og succes.
I 1681 flyttede Rigaud til Paris og fandt sig selv i den pulserende kunstscene på Académie royale. Trods sin interesse for historiemaleri og en andenpris i Prix de Rome for et historiemaleri blev Rigaud overtalt af sin mentor, kongens hofmaler Charles Lebrun, til helt at hellige sig portrætmaleriet. I det glamourøse parisiske samfund fandt Rigaud et væld af kunder, fra det opadgående finansborgerskab til den officielle adel, og hans mesterligt udførte portrætter åbnede efterhånden dørene til højadelen og det kongelige hof.
Rigauds opstigning i den parisiske kunstverdens rækker var meteorisk. I 1688 blev han bestilt til at male et portræt til kongens bror, Filip I af Orleans - en bestilling, der yderligere cementerede hans berømmelse og gav ham adgang til det kongelige hof. Hans mest kendte værk, det store paradeportræt af kong Ludvig XIV fra 1701, blev kopieret flere gange og betragtes som et af de vigtigste skildringer af Solkongen. På trods af det hurtige tempo i sin karriere og produktionen i sit atelier, som gav ham et ry som "industriel" maler, mistede Rigaud aldrig sin hengivenhed for malerhåndværket. Han underviste på Académie royale fra 1710 og blev udnævnt til rektor for institutionen i 1733. Blandt hans elever var Jean Ranc, som senere gjorde karriere som hofmaler i Spanien.
Rigauds genialitet lå i hans evne til at indfange ikke blot fysiognomien, men også karakteren af sine modeller. Hans detaljerede og præcise portrætter opfyldte ikke blot behovet for repræsentative portrætter af hans samtidige, men giver stadig værdifuld indsigt i tidens mode, frisurer og personligheder. Rigauds portrætter af konger, adelsmænd og borgere er en uerstattelig kilde til forståelse af det franske samfund under Ancien Régime. Rigauds indflydelse strakte sig langt ud over sin egen tid og sit eget sted. Mange portrætmalere, herunder den berømte Anton Graff , lod sig inspirere af hans arbejde, og Rigauds ekstraordinære evne til at skildre fløjlets og silkens teksturelle kvalitet blev et forbillede for mange kunstnere at følge.
Hyacinthe Rigaud døde i Paris i vinteren 1743, men hans arv er ubrudt til den dag i dag. Ikke alene er hans portrætter stadig udsøgte eksempler på maleriets evne til at indfange den menneskelige ånd, men de er også et levende, farverigt og uforligneligt detaljeret vidnesbyrd om en svunden tid. Gennem hans værker åbnes der et vindue ind i det 17. og 18. århundrede, så vi kan opleve det franske Ancien Régimes pragt, elegance og kompleksitet i al sin pragt.
I den maleriske by Perpignan på den solbeskinnede franske middelhavskyst så Hyacinthe Rigaud dagens lys i sommeren 1659. Rigaud, hvis fulde navn var Hyacinthe-François-Honoré-Mathias-Pierre Martyr-André Jean Rigau y Ros, fik sin første kunstneriske uddannelse i Montpellier, hvor han studerede under maleren Paul Pezet. Rigaus talent for portrætkunst var tydeligt fra en tidlig alder, og hans håndværk og evne til at indfange essensen af sine modeller gav ham anerkendelse og succes.
I 1681 flyttede Rigaud til Paris og fandt sig selv i den pulserende kunstscene på Académie royale. Trods sin interesse for historiemaleri og en andenpris i Prix de Rome for et historiemaleri blev Rigaud overtalt af sin mentor, kongens hofmaler Charles Lebrun, til helt at hellige sig portrætmaleriet. I det glamourøse parisiske samfund fandt Rigaud et væld af kunder, fra det opadgående finansborgerskab til den officielle adel, og hans mesterligt udførte portrætter åbnede efterhånden dørene til højadelen og det kongelige hof.
Rigauds opstigning i den parisiske kunstverdens rækker var meteorisk. I 1688 blev han bestilt til at male et portræt til kongens bror, Filip I af Orleans - en bestilling, der yderligere cementerede hans berømmelse og gav ham adgang til det kongelige hof. Hans mest kendte værk, det store paradeportræt af kong Ludvig XIV fra 1701, blev kopieret flere gange og betragtes som et af de vigtigste skildringer af Solkongen. På trods af det hurtige tempo i sin karriere og produktionen i sit atelier, som gav ham et ry som "industriel" maler, mistede Rigaud aldrig sin hengivenhed for malerhåndværket. Han underviste på Académie royale fra 1710 og blev udnævnt til rektor for institutionen i 1733. Blandt hans elever var Jean Ranc, som senere gjorde karriere som hofmaler i Spanien.
Rigauds genialitet lå i hans evne til at indfange ikke blot fysiognomien, men også karakteren af sine modeller. Hans detaljerede og præcise portrætter opfyldte ikke blot behovet for repræsentative portrætter af hans samtidige, men giver stadig værdifuld indsigt i tidens mode, frisurer og personligheder. Rigauds portrætter af konger, adelsmænd og borgere er en uerstattelig kilde til forståelse af det franske samfund under Ancien Régime. Rigauds indflydelse strakte sig langt ud over sin egen tid og sit eget sted. Mange portrætmalere, herunder den berømte Anton Graff , lod sig inspirere af hans arbejde, og Rigauds ekstraordinære evne til at skildre fløjlets og silkens teksturelle kvalitet blev et forbillede for mange kunstnere at følge.
Hyacinthe Rigaud døde i Paris i vinteren 1743, men hans arv er ubrudt til den dag i dag. Ikke alene er hans portrætter stadig udsøgte eksempler på maleriets evne til at indfange den menneskelige ånd, men de er også et levende, farverigt og uforligneligt detaljeret vidnesbyrd om en svunden tid. Gennem hans værker åbnes der et vindue ind i det 17. og 18. århundrede, så vi kan opleve det franske Ancien Régimes pragt, elegance og kompleksitet i al sin pragt.
Side 1 / 2