Allerede i sin ungdom var Jacques Callot en rastløs ånd. Hans hjemby Nancy var stadig en ubetydelig provinsby, som stadig havde sin storhedstid foran sig. To gange forlod han sit forældrehjem for at kunne realisere sin drøm om at blive kunstner et andet sted. Han vendte hver gang hjem og begyndte at gå i lære som guldsmed. Næppe havde han afsluttet dette, før han blev draget til det fjerne Rom. Han fik arbejde hos Philippe Thomassin, en af tidens mest berømte gravere, der ligesom Jacques Callot var indvandrer fra det østlige Frankrig. Han lærte hurtigt og meget, men Rom var ikke det 17. århundredes centrum for den kunstneriske verden, og han søgte en ny udfordring i Firenze. Her forfinede han sin ætseteknik i værkstederne og ateliererne hos de lokale mestre Giulio Parigi og Antonio Tempestas.
Ingen ringere end den legendariske Cosimo II de' Medici opmuntrede det unge talent fra Nancy. Jacques Callot modtog et væld af bestillinger fra det berømte fyrstehus og tjente meget, meget mange penge for den tid. Han fik lov til at arbejde helt frit og valgte sine egne motiver. Han var især interesseret i de små mennesker. Han skabte scener fra dagligdagen for bønderne fra det omkringliggende område og embedsmændene ved Medicis' hof. Han dedikerede adskillige værker til skuespillere og sangere fra commedia dell'arte. Efter Cosimos død blev Jacques Callot draget tilbage til sin fødeby Nancy. Flytningen fra det varme Italien til det solfattige nord synes i begyndelsen at have vejet tungt på kunstneren. I den første tid efter sin ankomst skabte han ikke noget nyt, men lavede blot nye udgaver af sine gamle motiver. Der skulle gå to lange år, før han endelig fik opmærksomhed ved hertug Henrik 2. af Lorraine's hof. Han dokumenterede festlighederne ved hoffet i detaljerede raderinger, skabte livagtige portrætter af adelige, fortryllende landskaber og miljøstudier. Rygtet om hans talent spredte sig, og i de følgende år var både det franske og det spanske kongehus blandt hans kunder. Det var i denne periode, at han skabte sine nok mest kendte og berømte raderinger, der som Les misères de la guerre ("Krigens grusomheder") skulle få en fast plads i den europæiske kunsthistorie.
Man ved næsten intet om kunstneren Jacques Callots personlige liv. Om han havde affærer, var gift og havde børn, er fortsat uvist. Måske var han det, vi ville kalde en "nørd" i dag. En perfektionist, der opfandt nye ætsningsværktøjer, søgte med succes efter nye trykteknikker og var fuldstændig optaget af sit kald. Den berømte Rembrandt van Rijn samlede mange af Jacques Callots grafikker. Den hollandske maler anses selv for at være en mester i grafik og beundrede sin samtids sofistikerede arbejde. Især den mesterlige fremstilling af perspektiver og de karakteristiske lys-mørke-skildringer fascinerer alle eksperter den dag i dag. Jacques Callot døde i en alder af kun 43 år. Omkring 180 år senere skabte digteren Ernst Theodor Amadeus (E-T.A.) Hoffmann med sit værk "Fantasiestücke" et litterært monument over den kunstner, som han beundrede.
Allerede i sin ungdom var Jacques Callot en rastløs ånd. Hans hjemby Nancy var stadig en ubetydelig provinsby, som stadig havde sin storhedstid foran sig. To gange forlod han sit forældrehjem for at kunne realisere sin drøm om at blive kunstner et andet sted. Han vendte hver gang hjem og begyndte at gå i lære som guldsmed. Næppe havde han afsluttet dette, før han blev draget til det fjerne Rom. Han fik arbejde hos Philippe Thomassin, en af tidens mest berømte gravere, der ligesom Jacques Callot var indvandrer fra det østlige Frankrig. Han lærte hurtigt og meget, men Rom var ikke det 17. århundredes centrum for den kunstneriske verden, og han søgte en ny udfordring i Firenze. Her forfinede han sin ætseteknik i værkstederne og ateliererne hos de lokale mestre Giulio Parigi og Antonio Tempestas.
Ingen ringere end den legendariske Cosimo II de' Medici opmuntrede det unge talent fra Nancy. Jacques Callot modtog et væld af bestillinger fra det berømte fyrstehus og tjente meget, meget mange penge for den tid. Han fik lov til at arbejde helt frit og valgte sine egne motiver. Han var især interesseret i de små mennesker. Han skabte scener fra dagligdagen for bønderne fra det omkringliggende område og embedsmændene ved Medicis' hof. Han dedikerede adskillige værker til skuespillere og sangere fra commedia dell'arte. Efter Cosimos død blev Jacques Callot draget tilbage til sin fødeby Nancy. Flytningen fra det varme Italien til det solfattige nord synes i begyndelsen at have vejet tungt på kunstneren. I den første tid efter sin ankomst skabte han ikke noget nyt, men lavede blot nye udgaver af sine gamle motiver. Der skulle gå to lange år, før han endelig fik opmærksomhed ved hertug Henrik 2. af Lorraine's hof. Han dokumenterede festlighederne ved hoffet i detaljerede raderinger, skabte livagtige portrætter af adelige, fortryllende landskaber og miljøstudier. Rygtet om hans talent spredte sig, og i de følgende år var både det franske og det spanske kongehus blandt hans kunder. Det var i denne periode, at han skabte sine nok mest kendte og berømte raderinger, der som Les misères de la guerre ("Krigens grusomheder") skulle få en fast plads i den europæiske kunsthistorie.
Man ved næsten intet om kunstneren Jacques Callots personlige liv. Om han havde affærer, var gift og havde børn, er fortsat uvist. Måske var han det, vi ville kalde en "nørd" i dag. En perfektionist, der opfandt nye ætsningsværktøjer, søgte med succes efter nye trykteknikker og var fuldstændig optaget af sit kald. Den berømte Rembrandt van Rijn samlede mange af Jacques Callots grafikker. Den hollandske maler anses selv for at være en mester i grafik og beundrede sin samtids sofistikerede arbejde. Især den mesterlige fremstilling af perspektiver og de karakteristiske lys-mørke-skildringer fascinerer alle eksperter den dag i dag. Jacques Callot døde i en alder af kun 43 år. Omkring 180 år senere skabte digteren Ernst Theodor Amadeus (E-T.A.) Hoffmann med sit værk "Fantasiestücke" et litterært monument over den kunstner, som han beundrede.
Side 1 / 30