James Duffield Harding var en af de mest kendte britiske landskabsmalere i sin tid. Hans sande talent lå dog i litografi og i at skabe tegnehåndbøger. Som søn af en mestertegner var han født med dette talent. Hans skæbne lå imidlertid i at undervise og opfinde. Hans brug af farvet papir og dækkende maling påvirkede mange af sin tids malere. Allerede som 13-årig udstillede han to af sine tegninger på Royal Academy. Det var en meget stor ære på det tidspunkt. Efter et års læretid hos graveren Charles Pye besluttede han sig for at holde sig til akvarelmaleriet. Som 18-årig modtog han en sølvmedalje fra Society of Arts for sit arbejde. Derefter udstillede han med Society of Watercolour Painters.
Duffield Hardings talent lå i at opfinde, selv sig selv. Han opfandt sig selv på ny hele tiden. Så han gik over til oliemaleri og udstillede igen på Royal Academy. Han var især overbevisende i undervisningen. Duffield Harding var en af de mest populære lærere i sin tid. Duffield Harding udviklede sit eget undervisningsmateriale til sine elever. Hans håndbøger med malerier er i dag eftertragtede auktionsobjekter. Da litografi blev populært i Storbritannien, var han en af de første til at bruge det. Han var fascineret af denne teknik, udviklede den videre og opnåede store succeser med den. Han brugte det primært til at udskrive træer mellem to sten. Hans serie på halvtreds plader, som han brugte denne metode til, blev udgivet i 1836 med stor succes. I stedet for pennen brugte han en pensel og opfandt dermed sin egen form for litografi, som han kaldte "litotint". Winsor and Newton udgav mange af hans artikler om hans opfindelser. Duffield Hardings undervisningsmateriale var populært ikke kun blandt amatører, men også blandt professionelle malere. Winsor and Newton solgte endda blyanter under Duffield Hardings navn. Winsor-manualerne blev verdenskendte og forklarede i levende detaljer, hvordan man tegner med kridt eller blyant. Hans tegnemodeller og brugen af dem blev indbegrebet af undervisningsmateriale i tegning. Desuden var han en genial forretningsmand.
Duffield Hardings var en mester i opfindsomhed og en af sin tids bedste lærere. Hans succes skyldtes, at han altid vendte sig mod nye områder og var åben over for nye idéer. Han var glad for at give sin viden videre. En af hans styrker var, at han altid arbejdede på forbedringer. Selv om han igen og igen forsøgte at blive optaget på Royal Academy og udstillede, lykkedes det ham aldrig. En af hans særlige evner var at kunne genkende, hvornår det var tid til at "gå videre". Derfor opgav han efter nogen tid dette forehavende og blev igen medlem af Society of Watercolor Painters. Han er det typiske eksempel på, at når en dør lukkes, åbnes en anden.
James Duffield Harding var en af de mest kendte britiske landskabsmalere i sin tid. Hans sande talent lå dog i litografi og i at skabe tegnehåndbøger. Som søn af en mestertegner var han født med dette talent. Hans skæbne lå imidlertid i at undervise og opfinde. Hans brug af farvet papir og dækkende maling påvirkede mange af sin tids malere. Allerede som 13-årig udstillede han to af sine tegninger på Royal Academy. Det var en meget stor ære på det tidspunkt. Efter et års læretid hos graveren Charles Pye besluttede han sig for at holde sig til akvarelmaleriet. Som 18-årig modtog han en sølvmedalje fra Society of Arts for sit arbejde. Derefter udstillede han med Society of Watercolour Painters.
Duffield Hardings talent lå i at opfinde, selv sig selv. Han opfandt sig selv på ny hele tiden. Så han gik over til oliemaleri og udstillede igen på Royal Academy. Han var især overbevisende i undervisningen. Duffield Harding var en af de mest populære lærere i sin tid. Duffield Harding udviklede sit eget undervisningsmateriale til sine elever. Hans håndbøger med malerier er i dag eftertragtede auktionsobjekter. Da litografi blev populært i Storbritannien, var han en af de første til at bruge det. Han var fascineret af denne teknik, udviklede den videre og opnåede store succeser med den. Han brugte det primært til at udskrive træer mellem to sten. Hans serie på halvtreds plader, som han brugte denne metode til, blev udgivet i 1836 med stor succes. I stedet for pennen brugte han en pensel og opfandt dermed sin egen form for litografi, som han kaldte "litotint". Winsor and Newton udgav mange af hans artikler om hans opfindelser. Duffield Hardings undervisningsmateriale var populært ikke kun blandt amatører, men også blandt professionelle malere. Winsor and Newton solgte endda blyanter under Duffield Hardings navn. Winsor-manualerne blev verdenskendte og forklarede i levende detaljer, hvordan man tegner med kridt eller blyant. Hans tegnemodeller og brugen af dem blev indbegrebet af undervisningsmateriale i tegning. Desuden var han en genial forretningsmand.
Duffield Hardings var en mester i opfindsomhed og en af sin tids bedste lærere. Hans succes skyldtes, at han altid vendte sig mod nye områder og var åben over for nye idéer. Han var glad for at give sin viden videre. En af hans styrker var, at han altid arbejdede på forbedringer. Selv om han igen og igen forsøgte at blive optaget på Royal Academy og udstillede, lykkedes det ham aldrig. En af hans særlige evner var at kunne genkende, hvornår det var tid til at "gå videre". Derfor opgav han efter nogen tid dette forehavende og blev igen medlem af Society of Watercolor Painters. Han er det typiske eksempel på, at når en dør lukkes, åbnes en anden.
Side 1 / 3