I de tre årtier mellem 1860 og 1890 skabte malerne fra den såkaldte Haagskole sig et navn i Nederlandene. Realisten brugte ofte ret dystre farver, selv om der også her er en undtagelse: Jan Hendrik Weissenbruch betragtes som en akvarelmaler, hvis landskaber og skildringer af en storslået og skyet horisont stadig er meget anerkendt i dag.

Weissenbruch, hvis rigtige fornavne Hendrik Johannes blev ændret til Jan Hendrik, kom fra kunstnerfamilien Johannes Weissenbruch og Johanna Hendrika Zaag, i hvis husstand protektion og eget malerarbejde var af stor betydning. Weissenbruch-kunstsamlingen omfattede værker af Andreas Schelfhout og Bartholomeus van Hove. Weissenbruch's fætre Jan, Frederik Hendrik og Frederik Johann gjorde sig også bemærket på den hollandske kunstscene som malere af bymotiver, litografer og gravører. Da Jan Hendrik var 16 år gammel, tog han maleriundervisning hos Bartholomeus van Hove og Johannes Low på Haag Kunstakademi. Om dagen arbejdede Weissenbruch sammen med Salomon Verveer og Johannes Bosboom i Van Hoves atelier, hvor han hovedsageligt arbejdede med scenemalerier til det hollandske kongelige teater.

Andreas Schelfhout var en bemærkelsesværdig repræsentant for det romantiske landskabsmaleri og havde en stærk indflydelse på Weissenbruch's tidlige arbejde. Med henblik herpå blev hans detaljerede landskabsskildringer suppleret med storslåede himmelpanoramaer, der afslører Weissenbruch's store beundring for Jacob van Ruisdael fra det 17. århundrede. Ikke desto mindre lærte han hurtigt at perfektionere sin egen malerstil, og i 1847 udstillede Jan Hendrik Weissenbruch for første gang sine egne værker på Living Masters-udstillingen. Han var også medstifter af Pulchri Studios i Haag, som stadig anses for at være en sammenslutning af vigtige malere, fotografer og billedhuggere. Selv om det berømte Teylers Museum i Haarlem på dette tidspunkt havde erhvervet et af hans panoramamalerier, skulle det vare til slutningen af 1880'erne, før Weissenbruch fik bred anerkendelse i offentligheden. Indtil da fortsatte han med at udvikle sig fra en maler fra den hollandske romantik til en af hovedpersonerne i Haag-skolen. Hans skildringer af havet og klitterne var fulde af det tætte lys fra den store himmel, og alle akvareller og nogle oliemalerier var malet med frie, fine penselstrøg.

Han foretrak at male direkte i naturen. De maritime motiver virkelig afhængige, Jan Hendrik Weissenbruch brugte farverne mere og mere tilbageholdende; han anvendte dem bredt og løst. På den måde fik billederne mere atmosfære, og mesteren indså, at himlen og lyset er ansvarlige for landskabsmaleriets magi. Personligt blev Weissenbruch betragtet som en mand med en direkte tale: Han var udstyret med et højt kunstnerisk intellekt og fik tilnavnet "sværd uden nåde" i Hollands kunstneriske kredse. F.eks. havde han på direkte opfordring fra landskabsmaleren Anton Mauve engang vurderet de første malerier Vincent van Goghs og rådede ham til at akvarellere mindre og tegne mere med pen - penstegningerne var dengang blandt van Goghs første succeser.

I de sidste to årtier af sit liv havde Jan Hendrik Weissenbruch nået det absolutte højdepunkt af sin kunstneriske kunnen. Hans akvareller og oliemalerier var også højt ansete internationalt og blev især populære i Canada og Frankrig. I dag er hans storslåede malerier udstillet på bl.a. Rijksmuseum Amsterdam, Gemeentemuseum Den Haag og Groninger Museum.