Jean-Étienne Liotard var en excentrisk maler, der ud over sit udseende især blev berømt for sine portrætter i pastel. Hans familie var franske protestanter, som måtte forlade Frankrig i 1685 og flygte til Genève. Hans første lærere var Daniel Gardelle og Jean Louis Petitot. Han tog derefter til Paris fra 1725, hvor han fortsatte sine studier under Jean-Baptiste Massé og François Lemoyne. Efter anbefaling fra sine lærere fik Liotard lov til at rejse til Napoli med markisen af Puysieux. Omkring 10 år senere fik han lov til at portrættere pave Clement XII og nogle af hans kardinaler i Rom. Nogle få år senere blev han inviteret af den britiske Lord Duncannon til at ledsage ham til Konstantinopel. Liotard opholdt sig i det osmanniske riges hovedstad i i alt fem år og lavede adskillige portrætter og scener af hverdagslivet. Som det blev anbefalet vesteuropæiske rejsende dengang, klædte Liotard sig også som den lokale befolkning. Han beholdt denne tøjstil selv efter sin hjemkomst fra Konstantinopel. Dette ret usædvanlige udseende gav ham tilnavnet den tyrkiske maler.
Omkring 1643 tog Liotard til Wien og malede forskellige portrætter af den kejserlige familie omkring kejserinde Maria Theresia. I de følgende år rejste han meget og var efterspurgt som portrætmaler af forskellige adelsslægter. Han malede bl.a. Marie Antoinette, kejserinden af Rusland og prinsen og prinsessen af Wales. På den tid var der mange, uanset om de nogensinde havde været uden for Europa eller ej, der gerne ville have deres portrætter lavet i de eksotisk udseende tyrkiske dragter. Liotard var i stand til at yde disse tjenester på grund af sit lange ophold i landet. For eksempel malede han Madame Pompadur, Marie Adelaide af Franken og filosoffen Jean Jacques Rousseau i orientalsk klædedragt. Et slående træk ved Liotards portrætter var også, at han altid afbildede sine modeller med et let smil. Dette var ret usædvanligt på den tid, da mange kunstnere valgte et neutralt eller alvorligt ansigtsudtryk. På denne måde viste Liotard sin nærhed til oplysningstidens synspunkter.
I 1757 giftede Liotard sig i Holland med Marie Fargues, datter af en købmand af huguenot-afstamning. På hendes anmodning barberede han til sidst sit fuldskæg af, som han havde ladet vokse i mange år i overensstemmelse med den osmanniske tradition. Fra 1758 bosatte de sig endelig i Genève. Liotard rejste dog igen og igen til forskellige metropoler i Europa. I sine sene år malede han, inspireret af Jean Simeon Chardin, forskellige stilleben og landskabsscenerier. I 1781, i en alder af 79 år, udgav han en afhandling om maleriets principper og regler. Heri udtalte han bl.a., at maleriet efter hans mening skulle være et spejl af naturen.
Jean-Étienne Liotard var en excentrisk maler, der ud over sit udseende især blev berømt for sine portrætter i pastel. Hans familie var franske protestanter, som måtte forlade Frankrig i 1685 og flygte til Genève. Hans første lærere var Daniel Gardelle og Jean Louis Petitot. Han tog derefter til Paris fra 1725, hvor han fortsatte sine studier under Jean-Baptiste Massé og François Lemoyne. Efter anbefaling fra sine lærere fik Liotard lov til at rejse til Napoli med markisen af Puysieux. Omkring 10 år senere fik han lov til at portrættere pave Clement XII og nogle af hans kardinaler i Rom. Nogle få år senere blev han inviteret af den britiske Lord Duncannon til at ledsage ham til Konstantinopel. Liotard opholdt sig i det osmanniske riges hovedstad i i alt fem år og lavede adskillige portrætter og scener af hverdagslivet. Som det blev anbefalet vesteuropæiske rejsende dengang, klædte Liotard sig også som den lokale befolkning. Han beholdt denne tøjstil selv efter sin hjemkomst fra Konstantinopel. Dette ret usædvanlige udseende gav ham tilnavnet den tyrkiske maler.
Omkring 1643 tog Liotard til Wien og malede forskellige portrætter af den kejserlige familie omkring kejserinde Maria Theresia. I de følgende år rejste han meget og var efterspurgt som portrætmaler af forskellige adelsslægter. Han malede bl.a. Marie Antoinette, kejserinden af Rusland og prinsen og prinsessen af Wales. På den tid var der mange, uanset om de nogensinde havde været uden for Europa eller ej, der gerne ville have deres portrætter lavet i de eksotisk udseende tyrkiske dragter. Liotard var i stand til at yde disse tjenester på grund af sit lange ophold i landet. For eksempel malede han Madame Pompadur, Marie Adelaide af Franken og filosoffen Jean Jacques Rousseau i orientalsk klædedragt. Et slående træk ved Liotards portrætter var også, at han altid afbildede sine modeller med et let smil. Dette var ret usædvanligt på den tid, da mange kunstnere valgte et neutralt eller alvorligt ansigtsudtryk. På denne måde viste Liotard sin nærhed til oplysningstidens synspunkter.
I 1757 giftede Liotard sig i Holland med Marie Fargues, datter af en købmand af huguenot-afstamning. På hendes anmodning barberede han til sidst sit fuldskæg af, som han havde ladet vokse i mange år i overensstemmelse med den osmanniske tradition. Fra 1758 bosatte de sig endelig i Genève. Liotard rejste dog igen og igen til forskellige metropoler i Europa. I sine sene år malede han, inspireret af Jean Simeon Chardin, forskellige stilleben og landskabsscenerier. I 1781, i en alder af 79 år, udgav han en afhandling om maleriets principper og regler. Heri udtalte han bl.a., at maleriet efter hans mening skulle være et spejl af naturen.
Side 1 / 3