Johann Georg Hinz er et sandt nordlys. Man ved ikke meget om kunstneren, der blev født i Altona. Han tilbragte sit liv i Hamborg, hvor han udviklede sig til Hamborgs første og mest kendte stillebenkunstner i sin tid. Det gav ham først statsborgerskab, en rettighed, som gav ham adgang til den højere borgerskabsklasse og betød, at Johann Georg Hinz nu havde fået et hus og penge. Dette var ikke overraskende, da han drev et blomstrende værksted, hvor han uddannede Ernst Stuven og andre. Senere fik han endda lov til at kalde sig "Freimeister", en titel for en håndværksmester, der ikke var underlagt noget gilde og frit kunne sælge sine værker uden at betale skat. Så det gik tilsyneladende ganske godt for Johann Georg Hinz. Det siges, at han erhvervede sine betydelige færdigheder hos de store mestre i Nederlandene, idet han besøgte Amsterdam og Antwerpen. Og i dag nævnes han nogle gange i samme åndedrag som Pieter Claesz eller Floris van Dyck, som var koriphaer i deres tid. Han manglede bestemt ikke bestillinger, bl.a. var Holsten Bryggeriet og endda det danske kongehus blandt hans kunder.

Men det var simpelthen også det rigtige tidspunkt for hans genre. Stilleben havde en storhedstid i anden halvdel af det 17. århundrede. Vanitas (latin: forfængelighed, synonymt med "værdiløs" eller "forbigående") er betegnelsen for skildringen af livets triste forgængelighed, ofte symboliseret ved rådnende eller glemt mad, dryppende eller slukkede lys eller slappe, visne blomster. Samtidig fungerer det også som en påmindelse til gæsterne: overskud og træthed, repræsenteret ved den dekadente opgivelse af et halvt spist måltid, skal gøre dem opmærksomme på deres egen dødelighed, på at deres levetid er ved at være forbi. Hans trompe-l'oeil-effekt blev opfattet som særlig kunstnerisk, en mesterlig illusionistisk form for maleri, der gjorde det svært for beskueren at skelne mellem maleri og virkelighed med en bedragerisk ægte tredimensionalitet. Han fremstillede også pragtfulde stilleben (et stilleben med ædle materialer og prangende dekorerede genstande, der viser overdådig rigdom), banquetjes (morgenmad eller små måltider, der tilsyneladende ofte lige er blevet serveret) og blomsterstykker (hvis arrangementer ofte følger en velgennemtænkt symbolik og henviser til årstider, religiøse referencer eller rigdom). Han malede ofte det samme billede flere gange og omarrangerede genstandene hver gang.

Under alle omstændigheder var han i stand til at imponere sine samtidige. Maleren og kunstskribenten Joachim von Sandrart skrev f.eks. om ham i sin Teutsche Academie fra 1675: "Hinz har ligeledes en plads blandt de berømte malere, er også god til stilleben, og i Hamborg er hans ros i fuld flor i denne tid".