Med fremkomsten af den tekniske reproducerbarhed af virkeligheden opstod spørgsmålet om, hvorvidt en kopi kan være kunst. John Jabez Edwin Paisley Mayall var en af de første til at besvare dette spørgsmål bekræftende og til at udvikle en selvopfattelse som kunstner. Mayall kom således til daguerreotypien fra det tekniske medies side. Som søn af en tekstilentreprenør under den industrielle revolution, hvor maskinerne begyndte at dominere produktionen, blev Mayall først involveret i de avantgarde naturvidenskaber. Tekstiler og farveteknikken bragte ham til at studere kemi og farvestoffer. Denne dybtgående viden om naturvidenskab kom ham til gode i hans arbejde som fotograf, og hans kemiske uddannelse gjorde det muligt for ham at indføre flere innovationer i den blomstrende daguerreotypi med succes. Det lykkedes ham bl.a. at begrænse den nødvendige eksponeringstid til mindre end ni sekunder og dermed tage et stort skridt i retning af at gøre mediet mere praktisk anvendeligt. Desuden eksperimenterede han med forskellige materialer for at opnå en ny dimension af billedskærhed. Hans rejse fra kemi til kunst begyndte med et ophold i USA. Efter at have arbejdet sammen med den amerikanske daguerreotypipioner John Johnson etablerede Mayall sin egen virksomhed i Philadelphia og modtog sine første priser for sit arbejde, bl.a. fra Franklin Institute. I 1846 vendte Mayall tilbage til Storbritannien, hvor han mødte William Turner, som havde brudt ny malerisk vej med sine jernbanebilleder og skildringer af fart. Mayall eksperimenterede på dette tidspunkt med at forbedre processen til fremstilling af daguerreotypier for også at udvide antallet af almindelige formater. Mayall hævdede, at han kunne fremstille de største daguerreotypier. I stedet for et maksimalt format på 21,6 centimeter arbejdede Mayall med formater på op til 76 centimeter. Han har således gentagne gange vist sig at være en innovator og overvinder af tekniske begrænsninger.
Mayall fik sit gennembrud på verdensudstillingen i London i 1851. I det legendariske Crystal Palace var en særlig udstilling dedikeret til fotografiet med 700 daguerreotypier, herunder 72 fra Mayalls hånd. Han modtog en pris og blev især hyldet for sine tekniske nyskabelser. Dette åbnede ham en økonomisk lukrativ mulighed for at lave portrætter af berømtheder på bestilling. I 1860'erne udførte han flere portrætter for den kongelige familie, som blev udgivet som såkaldte "carte de visit". Det var billeder på størrelse med et visitkort, og de blev samlerobjekter blandt publikum. Et kort med prins Albert blev solgt i ca. 70.000 eksemplarer på en uge efter hans død. Med et salg af 500.000 samlekort om året kunne Mayall til sidst generere en årlig indkomst på 12.000 pund. Dermed kunne han endelig sikre sig frihed til sit tekniske og kunstneriske arbejde med dette medie. Med sine "carte de visit" og farvede daguerreotypier erobrede Mayall massemarkederne for fotografi og etablerede en ny form for perception og syn.
Med fremkomsten af den tekniske reproducerbarhed af virkeligheden opstod spørgsmålet om, hvorvidt en kopi kan være kunst. John Jabez Edwin Paisley Mayall var en af de første til at besvare dette spørgsmål bekræftende og til at udvikle en selvopfattelse som kunstner. Mayall kom således til daguerreotypien fra det tekniske medies side. Som søn af en tekstilentreprenør under den industrielle revolution, hvor maskinerne begyndte at dominere produktionen, blev Mayall først involveret i de avantgarde naturvidenskaber. Tekstiler og farveteknikken bragte ham til at studere kemi og farvestoffer. Denne dybtgående viden om naturvidenskab kom ham til gode i hans arbejde som fotograf, og hans kemiske uddannelse gjorde det muligt for ham at indføre flere innovationer i den blomstrende daguerreotypi med succes. Det lykkedes ham bl.a. at begrænse den nødvendige eksponeringstid til mindre end ni sekunder og dermed tage et stort skridt i retning af at gøre mediet mere praktisk anvendeligt. Desuden eksperimenterede han med forskellige materialer for at opnå en ny dimension af billedskærhed. Hans rejse fra kemi til kunst begyndte med et ophold i USA. Efter at have arbejdet sammen med den amerikanske daguerreotypipioner John Johnson etablerede Mayall sin egen virksomhed i Philadelphia og modtog sine første priser for sit arbejde, bl.a. fra Franklin Institute. I 1846 vendte Mayall tilbage til Storbritannien, hvor han mødte William Turner, som havde brudt ny malerisk vej med sine jernbanebilleder og skildringer af fart. Mayall eksperimenterede på dette tidspunkt med at forbedre processen til fremstilling af daguerreotypier for også at udvide antallet af almindelige formater. Mayall hævdede, at han kunne fremstille de største daguerreotypier. I stedet for et maksimalt format på 21,6 centimeter arbejdede Mayall med formater på op til 76 centimeter. Han har således gentagne gange vist sig at være en innovator og overvinder af tekniske begrænsninger.
Mayall fik sit gennembrud på verdensudstillingen i London i 1851. I det legendariske Crystal Palace var en særlig udstilling dedikeret til fotografiet med 700 daguerreotypier, herunder 72 fra Mayalls hånd. Han modtog en pris og blev især hyldet for sine tekniske nyskabelser. Dette åbnede ham en økonomisk lukrativ mulighed for at lave portrætter af berømtheder på bestilling. I 1860'erne udførte han flere portrætter for den kongelige familie, som blev udgivet som såkaldte "carte de visit". Det var billeder på størrelse med et visitkort, og de blev samlerobjekter blandt publikum. Et kort med prins Albert blev solgt i ca. 70.000 eksemplarer på en uge efter hans død. Med et salg af 500.000 samlekort om året kunne Mayall til sidst generere en årlig indkomst på 12.000 pund. Dermed kunne han endelig sikre sig frihed til sit tekniske og kunstneriske arbejde med dette medie. Med sine "carte de visit" og farvede daguerreotypier erobrede Mayall massemarkederne for fotografi og etablerede en ny form for perception og syn.
Side 1 / 2