Hvor skal man begynde med denne Leonardo da Vinci fra det 19. århundrede, som havde så omfattende interesser og satte så tydelige spor i kunsthistorien? I sine erindringer nævner John Ruskin, at han allerede i førskolealderen havde lært sig selv at læse og skrive. Han ledsagede sine forældre på forretningsrejser, først til de britiske øer og senere til Frankrig, Belgien, Tyskland og Schweiz. Sammen med dem besøgte han herregårde, haver, gallerier og andre kulturelt interessante institutioner. Dette lagde grunden til hans interesse for arkitektur, historie og kunst i en tidlig alder. Alperne og andre ekstraordinære naturudsigter gjorde et lige så varigt indtryk på ham. Ret umotiveret afsluttede han sine studier i Oxford og arbejdede i næsten 20 år på sin "History of Modern Painting", hvilket førte til en tæt forfremmelse og tilknytning til den britiske maler William Turner. Ruskin var et af de vigtigste medlemmer af Arts and Crafts-bevægelsen, den engelske pendant til den kontinentale Art Nouveau. Han forsvarede præ-rafaeliternes malerstil, selv om sidstnævnte stjal hans kone. Generelt var han uheldig i sine forhold til kvinder. Han måtte nøjes med platoniske venskaber eller afviste ægteskabsansøgninger.
Så meget desto mere entusiastisk fortsatte Ruskin sine kunsthistoriske studier. Med afhandlingerne "The Seven Lamps of Architecture" og "The Stones of Venice" præsenterede han milepæle i arkitekturteorien. Han lagde fundamentet for håndtering af moderne arkitektur samt for teori og praksis inden for bevarelse af historiske monumenter. Sidstnævnte var i modstrid med franskmanden Eugène Viollet-le-Duc, da Ruskin gik ind for at bevare historiske forandringer i arkitektoniske monumenter, mens Viollet-le-Duc gik ind for at genoprette historiske bygninger til deres oprindelige tilstand. Ruskin lagde særlig vægt på den gotiske periode, som i det 19. århundrede let blev omfortolket som neogotisk og fandt vej til arkitekturen såvel som til den dekorative kunst og maleriet. Han havde en stol i kunsthistorie i Oxford, og i over et halvt århundrede beskæftigede Ruskin sig offentligt med natur, geologi, arkitektur, kunst og litteratur. Han overvejede økonomiske aspekter, bidrog til mytologien og diskuterede etiske, historiske eller religiøse spørgsmål. Hans skepsis over for den stigende industrialisering, hans bekymring over tabet af håndværksmæssige færdigheder og sidst men ikke mindst hans sociale kritik af kapitalismen og marxismen påvirkede mange personligheder, herunder f.eks. Mahatma Gandhi.
Som forfatter, kunsthistoriker og samfundsfilosof var hans arbejde inden for maleri og grafik koncentreret om detaljerede arkitektoniske visninger, realistiske landskabsindtryk og udvalgte naturstudier, som afspejler hans brede interesse. Med sine selvportrætter synes han derimod at have udforsket sig selv og sine mange interesser.
Hvor skal man begynde med denne Leonardo da Vinci fra det 19. århundrede, som havde så omfattende interesser og satte så tydelige spor i kunsthistorien? I sine erindringer nævner John Ruskin, at han allerede i førskolealderen havde lært sig selv at læse og skrive. Han ledsagede sine forældre på forretningsrejser, først til de britiske øer og senere til Frankrig, Belgien, Tyskland og Schweiz. Sammen med dem besøgte han herregårde, haver, gallerier og andre kulturelt interessante institutioner. Dette lagde grunden til hans interesse for arkitektur, historie og kunst i en tidlig alder. Alperne og andre ekstraordinære naturudsigter gjorde et lige så varigt indtryk på ham. Ret umotiveret afsluttede han sine studier i Oxford og arbejdede i næsten 20 år på sin "History of Modern Painting", hvilket førte til en tæt forfremmelse og tilknytning til den britiske maler William Turner. Ruskin var et af de vigtigste medlemmer af Arts and Crafts-bevægelsen, den engelske pendant til den kontinentale Art Nouveau. Han forsvarede præ-rafaeliternes malerstil, selv om sidstnævnte stjal hans kone. Generelt var han uheldig i sine forhold til kvinder. Han måtte nøjes med platoniske venskaber eller afviste ægteskabsansøgninger.
Så meget desto mere entusiastisk fortsatte Ruskin sine kunsthistoriske studier. Med afhandlingerne "The Seven Lamps of Architecture" og "The Stones of Venice" præsenterede han milepæle i arkitekturteorien. Han lagde fundamentet for håndtering af moderne arkitektur samt for teori og praksis inden for bevarelse af historiske monumenter. Sidstnævnte var i modstrid med franskmanden Eugène Viollet-le-Duc, da Ruskin gik ind for at bevare historiske forandringer i arkitektoniske monumenter, mens Viollet-le-Duc gik ind for at genoprette historiske bygninger til deres oprindelige tilstand. Ruskin lagde særlig vægt på den gotiske periode, som i det 19. århundrede let blev omfortolket som neogotisk og fandt vej til arkitekturen såvel som til den dekorative kunst og maleriet. Han havde en stol i kunsthistorie i Oxford, og i over et halvt århundrede beskæftigede Ruskin sig offentligt med natur, geologi, arkitektur, kunst og litteratur. Han overvejede økonomiske aspekter, bidrog til mytologien og diskuterede etiske, historiske eller religiøse spørgsmål. Hans skepsis over for den stigende industrialisering, hans bekymring over tabet af håndværksmæssige færdigheder og sidst men ikke mindst hans sociale kritik af kapitalismen og marxismen påvirkede mange personligheder, herunder f.eks. Mahatma Gandhi.
Som forfatter, kunsthistoriker og samfundsfilosof var hans arbejde inden for maleri og grafik koncentreret om detaljerede arkitektoniske visninger, realistiske landskabsindtryk og udvalgte naturstudier, som afspejler hans brede interesse. Med sine selvportrætter synes han derimod at have udforsket sig selv og sine mange interesser.
Side 1 / 3