Sammen med Pablo Picasso og Georges Bracque var José Victoriano Carmelo Carlos González-Pérez en af de "tre store" i den syntetiske kubisme. Kunstverdenen kender ham dog under det noget kortere (og derfor mere mindeværdige) pseudonym Juan Gris.
Juan Gris blev født i 1887 som det trettende af 14 børn af en velhavende købmand i Madrid. Han blev undervist i maleteknik af sin egen onkel og studerede på "Escuela des Artes y Manufacturas" fra 1902 til 1904. Her blev han venner med José Moreno Carbonero, som senere blev Salvador Dalis succesfulde lærer, og som havde en afgørende indflydelse på den unge "Juan Gris". Under dette pseudonym malede den unge mand sine første billeder, der stadig var komponeret i art nouveau-stilen, og tjente sit levebrød med bogillustrationer - især til digte af den dengang berømte revolutionære digter fra Peru, José Chocanos. Men det var ikke nok at være tegner i Spanien omkring århundredeskiftet, så Gris flyttede til Paris i 1906 som 19-årig. Som tegner for satiriske ugeblade havde han det ikke økonomisk bedre, men han mødte en landsmand fra Malaga i atelieret "Beau Lavoir", som var begyndt at skabe malerier ud fra geometriske former eller, som kritikerne hævdede, at de var ved at blive splittet ad: Pablo Picasso havde skabt "kubismen" (fransk: terning, terning), og Gris blev hans discipel.
Gris' specialitet blev "papiers collées", hvorfra vores ord "collage" stammer: Derfor klistrede han stykker af tapet, spillekort og avisudklip ind i sine malerier for at opløse disse ting og integrere dem i sit værk ved at fremhæve farvernes, formens og strukturens uafhængighed. De bedste eksempler på dette er "Manden i caféen", "Stilleben med pibe-stolen" eller "Te-kopper". De eponymiske emner udgjorde rammen eller rettere formen for værket, som i sidste ende kun mindede om de nævnte genstande på afstand. Hvis man imidlertid træder længere tilbage og lader billedet virke som en helhed, træder de "skæve" materialer og former i baggrunden, og te kopper, rørstole osv. dukker pludselig op igen. Den samme effekt blev allerede opnået af de gamle romere med deres farverige mosaikker.
Med tiden blev Gris' malerstil "blødere" og mere imødekommende over for det konventionelle maleri. Han begyndte at komponere stilleben og landskaber i ét maleri. Men Gris begrænsede sig ikke til at male: han skabte skulpturer, skabte scenografier og designede endda teaterkostumer. Han fortsatte også med at illustrere bøger. Som så mange andre mangefacetterede genier syntes han at have fornemmet sin tidlige afslutning - lige så besættende som han til tider arbejdede. Han døde af nyresvigt i Paris i 1927 i en alder af kun 40 år.
Sammen med Pablo Picasso og Georges Bracque var José Victoriano Carmelo Carlos González-Pérez en af de "tre store" i den syntetiske kubisme. Kunstverdenen kender ham dog under det noget kortere (og derfor mere mindeværdige) pseudonym Juan Gris.
Juan Gris blev født i 1887 som det trettende af 14 børn af en velhavende købmand i Madrid. Han blev undervist i maleteknik af sin egen onkel og studerede på "Escuela des Artes y Manufacturas" fra 1902 til 1904. Her blev han venner med José Moreno Carbonero, som senere blev Salvador Dalis succesfulde lærer, og som havde en afgørende indflydelse på den unge "Juan Gris". Under dette pseudonym malede den unge mand sine første billeder, der stadig var komponeret i art nouveau-stilen, og tjente sit levebrød med bogillustrationer - især til digte af den dengang berømte revolutionære digter fra Peru, José Chocanos. Men det var ikke nok at være tegner i Spanien omkring århundredeskiftet, så Gris flyttede til Paris i 1906 som 19-årig. Som tegner for satiriske ugeblade havde han det ikke økonomisk bedre, men han mødte en landsmand fra Malaga i atelieret "Beau Lavoir", som var begyndt at skabe malerier ud fra geometriske former eller, som kritikerne hævdede, at de var ved at blive splittet ad: Pablo Picasso havde skabt "kubismen" (fransk: terning, terning), og Gris blev hans discipel.
Gris' specialitet blev "papiers collées", hvorfra vores ord "collage" stammer: Derfor klistrede han stykker af tapet, spillekort og avisudklip ind i sine malerier for at opløse disse ting og integrere dem i sit værk ved at fremhæve farvernes, formens og strukturens uafhængighed. De bedste eksempler på dette er "Manden i caféen", "Stilleben med pibe-stolen" eller "Te-kopper". De eponymiske emner udgjorde rammen eller rettere formen for værket, som i sidste ende kun mindede om de nævnte genstande på afstand. Hvis man imidlertid træder længere tilbage og lader billedet virke som en helhed, træder de "skæve" materialer og former i baggrunden, og te kopper, rørstole osv. dukker pludselig op igen. Den samme effekt blev allerede opnået af de gamle romere med deres farverige mosaikker.
Med tiden blev Gris' malerstil "blødere" og mere imødekommende over for det konventionelle maleri. Han begyndte at komponere stilleben og landskaber i ét maleri. Men Gris begrænsede sig ikke til at male: han skabte skulpturer, skabte scenografier og designede endda teaterkostumer. Han fortsatte også med at illustrere bøger. Som så mange andre mangefacetterede genier syntes han at have fornemmet sin tidlige afslutning - lige så besættende som han til tider arbejdede. Han døde af nyresvigt i Paris i 1927 i en alder af kun 40 år.
Side 1 / 4