Käthe Kollwitz blev tidligt i sit liv konfronteret med døden. Tre af hendes søskende døde. Hele sit liv havde hun en samtale med døden, skrev hendes søster engang. Som 20-årig kom Kollwitz til München før århundredeskiftet. Kollwitz var vokset op i Königsberg og havde studeret på en tegneskole for piger i Berlin. Hun kom til München på sin fars opfordring. Han var bekymret for hendes kunstneriske karriere, fordi hun var blevet forlovet med den medicinstuderende Karl Kollwitz. Hun kunne lide det rolige München. Hendes medstuderende gjorde imidlertid nar af Käthe. For en kunststuderende, der samtidig var forlovet med en pige fra middelklassen, blev ikke set positivt på. Ud over de andres fordømmende blikke havde Kollwitz også vanskeligheder rent kunstnerisk. Efter hendes mening var de andre meget dygtigere til at male. Da hun så opdagede en brochure om maleri og tegning, gik det op for hende, at hun egentlig ikke var nogen maler. Nu kunne hendes sande talent udfolde sig. Gennem tegning kunne Kollwitz som næppe nogen anden fremhæve det væsentlige i mennesker. På den måde kunne hun udvikle blyantskunsten, arbejdet med kul, pen og blyant, til det højeste niveau af mesterskab. Hun var i stand til gennem sin tids fortolkning at opdage en virkelighed, som forbliver skjult for de fleste kunstnere.
Kollwitz ledsagede ofte sin mand til hans patienter og fik kendskab til de hårde vilkår i Berlins fattigkvarterer. På en måde følte hun skønhed i det proletariske livs lidelse og dysterhed. Fra sine møder med arbejderne udviklede Kollwitz en følelse af at være forpligtet til at tjene arbejderne med sin kunst. Selv om mange samtidige ikke anerkendte nogen mening med kunstens formål, var hendes højeste ideal at gøre en virkning med sin kunst.
Kollwitz ønskede dog aldrig blot at blive betragtet som en proletariatets kunstner. Hun erkendte tidligt, at mennesker ikke kun skal lide under deres klassemæssige forhold, men også under livets uundgåelige love, under adskillelse og død. Året 1914 og den dermed forbundne udbruddet af Første Verdenskrig underbyggede endnu en gang hendes syn på livets lidelser. Käthe Kollwitz havde to sønner, da krigen brød ud, Hans og Peter. Peter var 18 år gammel, da krigen brød ud, og han meldte sig frivilligt til fronten. Kun 18 dage efter at Käthe Kollwitz havde bragt sin søn til stationen, blev han dræbt i kamp. Käthe Kollwitz kunne ikke komme sig over sin søns død.
Käthe Kollwitz blev tidligt i sit liv konfronteret med døden. Tre af hendes søskende døde. Hele sit liv havde hun en samtale med døden, skrev hendes søster engang. Som 20-årig kom Kollwitz til München før århundredeskiftet. Kollwitz var vokset op i Königsberg og havde studeret på en tegneskole for piger i Berlin. Hun kom til München på sin fars opfordring. Han var bekymret for hendes kunstneriske karriere, fordi hun var blevet forlovet med den medicinstuderende Karl Kollwitz. Hun kunne lide det rolige München. Hendes medstuderende gjorde imidlertid nar af Käthe. For en kunststuderende, der samtidig var forlovet med en pige fra middelklassen, blev ikke set positivt på. Ud over de andres fordømmende blikke havde Kollwitz også vanskeligheder rent kunstnerisk. Efter hendes mening var de andre meget dygtigere til at male. Da hun så opdagede en brochure om maleri og tegning, gik det op for hende, at hun egentlig ikke var nogen maler. Nu kunne hendes sande talent udfolde sig. Gennem tegning kunne Kollwitz som næppe nogen anden fremhæve det væsentlige i mennesker. På den måde kunne hun udvikle blyantskunsten, arbejdet med kul, pen og blyant, til det højeste niveau af mesterskab. Hun var i stand til gennem sin tids fortolkning at opdage en virkelighed, som forbliver skjult for de fleste kunstnere.
Kollwitz ledsagede ofte sin mand til hans patienter og fik kendskab til de hårde vilkår i Berlins fattigkvarterer. På en måde følte hun skønhed i det proletariske livs lidelse og dysterhed. Fra sine møder med arbejderne udviklede Kollwitz en følelse af at være forpligtet til at tjene arbejderne med sin kunst. Selv om mange samtidige ikke anerkendte nogen mening med kunstens formål, var hendes højeste ideal at gøre en virkning med sin kunst.
Kollwitz ønskede dog aldrig blot at blive betragtet som en proletariatets kunstner. Hun erkendte tidligt, at mennesker ikke kun skal lide under deres klassemæssige forhold, men også under livets uundgåelige love, under adskillelse og død. Året 1914 og den dermed forbundne udbruddet af Første Verdenskrig underbyggede endnu en gang hendes syn på livets lidelser. Käthe Kollwitz havde to sønner, da krigen brød ud, Hans og Peter. Peter var 18 år gammel, da krigen brød ud, og han meldte sig frivilligt til fronten. Kun 18 dage efter at Käthe Kollwitz havde bragt sin søn til stationen, blev han dræbt i kamp. Käthe Kollwitz kunne ikke komme sig over sin søns død.
Side 1 / 3