Afsondrede skove, stille lysninger, uforstyrret natur... Det, vi længes efter, blev en sjældenhed i Paris' omgivelser allerede i midten af det 19. århundrede. Skoven i Fontainebleau har været et tilflugtssted for konger siden middelalderen, men industrialiseringen har i stigende grad bragt den i fare. Lige i tide blev den opdaget af plein air-malere, der satte deres storslåede naturlandskaber på lærred på stedet og forsøgte at fange lysets spil, løvenes susen og de mægtige kæmpetræers stolthed med deres pensler.
Pierre Etienne Théodore Rousseau, der blev født i 1812, var en af de første til at male denne gamle skov. Han var søn af en parisisk skrædder og fik tidligt undervisning af sin malerfætter. Historiemaleriet, som var meget efterspurgt på det tidspunkt, var imidlertid ikke hans kop te, og han forlod hurtigt sin højt respekterede lærers atelier igen; både emnerne og maleteknikken virkede for kunstige og for blodfattige på ham. I stedet ønskede Rousseau at absorbere det virkelige liv og den sande natur med alle sanser. Hans første studierejser førte ham til Normandiet og Auvergne, og det, han fandt der, håbede han at kunne finde i nærheden af sin hjemby. Som 20-årig tog Rousseau for første gang lærred, maling, pensler og staffeli med sig til skoven Fontainebleau, som kun lå 50 kilometer syd for Paris. Her ønskede han ikke kun at tegne fra naturen eller lave oliemalerier i lille format, men også at lave egentlige malerier af de knudrede egetræer, de majestætiske fyrretræer, men også af de rigt formede sandstensklipper, som altid havde fanget folks fantasi. Han skabte således genren Paysage Intime, det "velkendte landskab", som ikke udmærkede sig ved at være spektakulært, men ved sin enkle skønhed.
Hans malerier havde i begyndelsen ikke megen succes i Paris Salon, men efterhånden blev de bemærket i kunstverdenen. De første malerkolleger sluttede sig til ham i 1830'erne, og deres navne har også en stor klang den dag i dag: Jean-Francois Millet, Charles-Francois Daubigny eller endda Camille Corot. Samspillet mellem disse kunstnere, der afviste den akademiske maleriform og i stedet søgte direkte adgang til naturen, førte til Barbizon-skolen, opkaldt efter en landsby i skoven ved Fontainebleau. Rousseau forlod storbyen oftere og oftere og flyttede til sidst helt hertil i 1848 sammen med sin kone. Strengt taget er det dog ikke en skole, men en træning af den enkeltes kunstopfattelse i direkte dialog med den omgivende natur. Det er også takket være Barbizon-kunstnerkolonien, at skoven i Fontainebleau blev erklæret den første franske naturreservat og stadig er bevaret i dag. Theodore Rousseau døde i 1867 i en alder af 55 år i Barbizon, omgivet af sin elskede natur, hvis facetter og forvandlinger han havde malet uafbrudt. Lidt senere fulgte impressionismen.
Afsondrede skove, stille lysninger, uforstyrret natur... Det, vi længes efter, blev en sjældenhed i Paris' omgivelser allerede i midten af det 19. århundrede. Skoven i Fontainebleau har været et tilflugtssted for konger siden middelalderen, men industrialiseringen har i stigende grad bragt den i fare. Lige i tide blev den opdaget af plein air-malere, der satte deres storslåede naturlandskaber på lærred på stedet og forsøgte at fange lysets spil, løvenes susen og de mægtige kæmpetræers stolthed med deres pensler.
Pierre Etienne Théodore Rousseau, der blev født i 1812, var en af de første til at male denne gamle skov. Han var søn af en parisisk skrædder og fik tidligt undervisning af sin malerfætter. Historiemaleriet, som var meget efterspurgt på det tidspunkt, var imidlertid ikke hans kop te, og han forlod hurtigt sin højt respekterede lærers atelier igen; både emnerne og maleteknikken virkede for kunstige og for blodfattige på ham. I stedet ønskede Rousseau at absorbere det virkelige liv og den sande natur med alle sanser. Hans første studierejser førte ham til Normandiet og Auvergne, og det, han fandt der, håbede han at kunne finde i nærheden af sin hjemby. Som 20-årig tog Rousseau for første gang lærred, maling, pensler og staffeli med sig til skoven Fontainebleau, som kun lå 50 kilometer syd for Paris. Her ønskede han ikke kun at tegne fra naturen eller lave oliemalerier i lille format, men også at lave egentlige malerier af de knudrede egetræer, de majestætiske fyrretræer, men også af de rigt formede sandstensklipper, som altid havde fanget folks fantasi. Han skabte således genren Paysage Intime, det "velkendte landskab", som ikke udmærkede sig ved at være spektakulært, men ved sin enkle skønhed.
Hans malerier havde i begyndelsen ikke megen succes i Paris Salon, men efterhånden blev de bemærket i kunstverdenen. De første malerkolleger sluttede sig til ham i 1830'erne, og deres navne har også en stor klang den dag i dag: Jean-Francois Millet, Charles-Francois Daubigny eller endda Camille Corot. Samspillet mellem disse kunstnere, der afviste den akademiske maleriform og i stedet søgte direkte adgang til naturen, førte til Barbizon-skolen, opkaldt efter en landsby i skoven ved Fontainebleau. Rousseau forlod storbyen oftere og oftere og flyttede til sidst helt hertil i 1848 sammen med sin kone. Strengt taget er det dog ikke en skole, men en træning af den enkeltes kunstopfattelse i direkte dialog med den omgivende natur. Det er også takket være Barbizon-kunstnerkolonien, at skoven i Fontainebleau blev erklæret den første franske naturreservat og stadig er bevaret i dag. Theodore Rousseau døde i 1867 i en alder af 55 år i Barbizon, omgivet af sin elskede natur, hvis facetter og forvandlinger han havde malet uafbrudt. Lidt senere fulgte impressionismen.
Side 1 / 1