Udviklingen af russisk kunst begynder med skiftet fra hedensk religion til kristendom. Med trosskiftet begyndte man at skabe ikoner. Religiøse skildringer er en kunstform i russisk maleri, der kan spores tilbage til det første århundrede. Ikoner er afbildninger af religiøse figurer og scener, der ofte er udarbejdet med et overdådigt farveskema i overdådige blå og gyldne elementer. Perspektivet er påfaldende fladtrykt. Ikoner er meget udbredt i den ortodokse kristendom. De dekorerer primært gudstjenester, men er også meget populære i private rum som et tegn på tro. En af de mest berømte malere i denne genre er Andrei Rublev, som levede i den europæiske middelalder. Ikonmaleri var den vigtigste kunstform i russisk maleri indtil det 17. århundrede. I afbildningerne er udviklingstrinene synlige. Simon Ushakov brugte ikonmaleri til scener, der ikke udelukkende havde et bibelsk udgangspunkt, og hans værker viser tilgange til perspektiv og dybde.
Da Peter den Store blev zar af Rusland, ændrede landets politiske holdning sig. På en nærmest revolutionær måde åbnede zaren sig for de vestlige strømninger, der påvirkede alle sociale grupper. Især kunsten gennemgik en stor forandring på grund af Vesteuropa. I det 18. århundrede blev neoklassicismen den fremherskende kunstform i russisk maleri. De græske og romerske guders myter og legender blev et af de centrale temaer i repræsentationen. Anton Losenko blev en af de mest berømte malere i den russiske klassicismes korte, men intense epoke.
Russiske kunstnere ønskede mere end akademiske og urealistiske skildringer af legendariske figurer. Som det 19. århundrede skred frem, udviklede der sig et ønske om realistiske skildringer, der kunne sættes i sammenhæng med politiske og kulturelle temaer. Det var en kunstnerisk bevægelse, der var udviklet i den franske malerskole og fandt vej til maleriet i Rusland via litteraturen. Indtil denne epoke havde den russiske skole udviklet sig meget forskelligt fra det europæiske maleri. Traditioner og kulturelle rødder har altid været trofaste ledsagere af de kunstneriske muligheder. De velkendte hellige traditioner forsvandt langsommere, efterhånden som de russiske kunstneres stræben efter modernisering tog til. Sideløbende med den russiske symbolisme blev den realistiske repræsentationsform styrket. Hverdagslivet blev anset for værdigt til at være det centrale emne for et maleri. Udsigten fra vinduet over byens tage, livet på markerne eller udsigten ind i klasseværelset. Øjeblikke, der virker fotografiske, og med hvilke de russiske kunstnere nåede op på samme niveau som deres europæiske forbilleder. Med transformationen til russisk avantgarde blev kunstscenen endelig en kilde til inspiration for den europæiske kunstverden.
Udviklingen af russisk kunst begynder med skiftet fra hedensk religion til kristendom. Med trosskiftet begyndte man at skabe ikoner. Religiøse skildringer er en kunstform i russisk maleri, der kan spores tilbage til det første århundrede. Ikoner er afbildninger af religiøse figurer og scener, der ofte er udarbejdet med et overdådigt farveskema i overdådige blå og gyldne elementer. Perspektivet er påfaldende fladtrykt. Ikoner er meget udbredt i den ortodokse kristendom. De dekorerer primært gudstjenester, men er også meget populære i private rum som et tegn på tro. En af de mest berømte malere i denne genre er Andrei Rublev, som levede i den europæiske middelalder. Ikonmaleri var den vigtigste kunstform i russisk maleri indtil det 17. århundrede. I afbildningerne er udviklingstrinene synlige. Simon Ushakov brugte ikonmaleri til scener, der ikke udelukkende havde et bibelsk udgangspunkt, og hans værker viser tilgange til perspektiv og dybde.
Da Peter den Store blev zar af Rusland, ændrede landets politiske holdning sig. På en nærmest revolutionær måde åbnede zaren sig for de vestlige strømninger, der påvirkede alle sociale grupper. Især kunsten gennemgik en stor forandring på grund af Vesteuropa. I det 18. århundrede blev neoklassicismen den fremherskende kunstform i russisk maleri. De græske og romerske guders myter og legender blev et af de centrale temaer i repræsentationen. Anton Losenko blev en af de mest berømte malere i den russiske klassicismes korte, men intense epoke.
Russiske kunstnere ønskede mere end akademiske og urealistiske skildringer af legendariske figurer. Som det 19. århundrede skred frem, udviklede der sig et ønske om realistiske skildringer, der kunne sættes i sammenhæng med politiske og kulturelle temaer. Det var en kunstnerisk bevægelse, der var udviklet i den franske malerskole og fandt vej til maleriet i Rusland via litteraturen. Indtil denne epoke havde den russiske skole udviklet sig meget forskelligt fra det europæiske maleri. Traditioner og kulturelle rødder har altid været trofaste ledsagere af de kunstneriske muligheder. De velkendte hellige traditioner forsvandt langsommere, efterhånden som de russiske kunstneres stræben efter modernisering tog til. Sideløbende med den russiske symbolisme blev den realistiske repræsentationsform styrket. Hverdagslivet blev anset for værdigt til at være det centrale emne for et maleri. Udsigten fra vinduet over byens tage, livet på markerne eller udsigten ind i klasseværelset. Øjeblikke, der virker fotografiske, og med hvilke de russiske kunstnere nåede op på samme niveau som deres europæiske forbilleder. Med transformationen til russisk avantgarde blev kunstscenen endelig en kilde til inspiration for den europæiske kunstverden.
Side 1 / 5