Side 1 / 1
Sebastiano del Piombo, egentlig Sebastiano Luciano, var en berømt italiensk renæssancemaler. Han fik først tilnavnet del Piombo i en fremskreden alder, da han blev udnævnt til pavelig seglvogter, en piombatore. Man ved intet om hans fødsel, barndom eller forældre. Han kan være født i Venedig omkring 1485. Da han er omkring 20 år gammel, kender og elsker det venetianske samfund ham som en virtuos lutspiller. Han bliver også oplært i maleri af den berømte maler Giovanni Bellini og har også tæt kontakt med den lidt ældre Giorgione, der også er en tidligere elev af Bellini.
Selv i Sebastiano del Piombos tidlige værker er der en meget karakteristisk kunstnerisk profil, som ikke forsøger at kopiere Bellini eller Giorgione.... Piombo maler ofte massive figurer, der er større end livet, monumentale, med levende farver og imponerende belysning. Gode eksempler fra hans første kreative periode er hans vingede altertavle til kirken San Bartolomeo di Rialto og den høje altertavle til kirken San Giovanni Crisostomo.
Således blev den unge maler opmærksom på bankmanden Agostino Chigi, der i sin tid var en af de mest indflydelsesrige mænd i Italien, pavernes bankmand, mæcen og protektor for kunstnere og litterater, og i 1511 tog han ham med til Rom, hvor han skulle udsmykke Chigis pragtfulde villa med mytologiske fresker. Samtidig arbejdede den berømte maler Rafael også i villaen, og begge kæmpede for at få større succes. Rafael var så at sige vinderen, men også Sebastiano del Piombo fik stor anerkendelse. Ikke desto mindre tog han senere sin endelige afsked med freskomaleriet og foretrak at skabe portrætter på lærred. Samtidige anså ham for at være den største portrætmaler i Italien og gav ham tilnavnet "felix pictor" (den lykkelige maler). Hans mest berømte portrætter fra denne kreative periode er malerierne af pave Clemens VII, forfatteren Pietro Aretino og kaptajnen på "Andrea Doria".
I denne periode mødte han også den berømte kunstner Michelangelo. Han skyldte også mange bestillinger fra indflydelsesrige romere. I 1527 indtraf der imidlertid en skillevej i Sebastiano del Piombos liv. Rom blev angrebet og delvist ødelagt af spanske, tyske og italienske lejesoldater. Maleren blev spærret inde i Vatikanets Castel Sant'Angelo i fire uger sammen med paven og hans mænd, og mange af Vatikanets kunstværker blev ødelagt. Den følsomme kunstner del Piombo havde meget svært ved at håndtere begivenhederne, han blev deprimeret, og det kan også ses i hans sene værker, som hovedsageligt bestod af dystre, melankolske motiver. Han vendte sig mere mod musikken og poesien og udviklede særlige maleteknikker, f.eks. på skifer eller marmor, fordi han håbede, at kunstværker på dette materiale ikke så let kunne ødelægges. Dette førte endda til et skænderi med Michelangelo. Sebastiano del Piombo døde i Rom i 1547.
Sebastiano del Piombo, egentlig Sebastiano Luciano, var en berømt italiensk renæssancemaler. Han fik først tilnavnet del Piombo i en fremskreden alder, da han blev udnævnt til pavelig seglvogter, en piombatore. Man ved intet om hans fødsel, barndom eller forældre. Han kan være født i Venedig omkring 1485. Da han er omkring 20 år gammel, kender og elsker det venetianske samfund ham som en virtuos lutspiller. Han bliver også oplært i maleri af den berømte maler Giovanni Bellini og har også tæt kontakt med den lidt ældre Giorgione, der også er en tidligere elev af Bellini.
Selv i Sebastiano del Piombos tidlige værker er der en meget karakteristisk kunstnerisk profil, som ikke forsøger at kopiere Bellini eller Giorgione.... Piombo maler ofte massive figurer, der er større end livet, monumentale, med levende farver og imponerende belysning. Gode eksempler fra hans første kreative periode er hans vingede altertavle til kirken San Bartolomeo di Rialto og den høje altertavle til kirken San Giovanni Crisostomo.
Således blev den unge maler opmærksom på bankmanden Agostino Chigi, der i sin tid var en af de mest indflydelsesrige mænd i Italien, pavernes bankmand, mæcen og protektor for kunstnere og litterater, og i 1511 tog han ham med til Rom, hvor han skulle udsmykke Chigis pragtfulde villa med mytologiske fresker. Samtidig arbejdede den berømte maler Rafael også i villaen, og begge kæmpede for at få større succes. Rafael var så at sige vinderen, men også Sebastiano del Piombo fik stor anerkendelse. Ikke desto mindre tog han senere sin endelige afsked med freskomaleriet og foretrak at skabe portrætter på lærred. Samtidige anså ham for at være den største portrætmaler i Italien og gav ham tilnavnet "felix pictor" (den lykkelige maler). Hans mest berømte portrætter fra denne kreative periode er malerierne af pave Clemens VII, forfatteren Pietro Aretino og kaptajnen på "Andrea Doria".
I denne periode mødte han også den berømte kunstner Michelangelo. Han skyldte også mange bestillinger fra indflydelsesrige romere. I 1527 indtraf der imidlertid en skillevej i Sebastiano del Piombos liv. Rom blev angrebet og delvist ødelagt af spanske, tyske og italienske lejesoldater. Maleren blev spærret inde i Vatikanets Castel Sant'Angelo i fire uger sammen med paven og hans mænd, og mange af Vatikanets kunstværker blev ødelagt. Den følsomme kunstner del Piombo havde meget svært ved at håndtere begivenhederne, han blev deprimeret, og det kan også ses i hans sene værker, som hovedsageligt bestod af dystre, melankolske motiver. Han vendte sig mere mod musikken og poesien og udviklede særlige maleteknikker, f.eks. på skifer eller marmor, fordi han håbede, at kunstværker på dette materiale ikke så let kunne ødelægges. Dette førte endda til et skænderi med Michelangelo. Sebastiano del Piombo døde i Rom i 1547.