I slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne var der mange kunstnere, som bevidst prøvede forskellige retninger. Denne målgruppe har aldrig haft til hensigt at blive kategoriseret på nogen måde. Stevie Taylor hører også til denne målgruppe. Han skaber billeder, der har potentiale til at blive publikumsmagneter. Til fremstillingen af sine værker benytter den frie ånd sig af flere forskellige maleteknikker og materialer. Ud over pastel, kul, blæk og akvarel spiller blæk og blyanter også en vigtig rolle. På kunstmarkedet udgør Stevie Taylors værker en reel berigelse. Hans billedmotiver afspejler en spænding mellem det velkendte og det uforklarlige. Selv om de malede billedobjekter antyder et velkendt miljø for beskueren, er nogle af indtrykkene bevidst forskudt med uventede kontekster.
Stevie Taylor har ikke meget til overs for retningslinjer og mål, da maleren kun føler sig unødigt begrænset i sin kreative drivkraft. I stedet falder han tilbage på et eksperimentelt felt af nye farve- og formarrangementer. Hans fint skitserede billeddetaljer, der viser en hånd og et hjerte, sikrer en høj genkendelsesværdi. I disse designs har Stevie Tayler valgt et diskret valg af farver. Den minimalistiske fremstilling giver diagrammerne et helt særligt præg. Maleren brugte det samme skema igen til et andet meget symbolsk værk. Navnlig i billederne med røde bånd, som på en måde minder om "Det røde bånd", som er det verdenskendte symbol på solidaritet med hiv-smittede og aids-patienter. Stevie Tayler havde bevidst valgt denne efterligning for at give et budskab om kærlighed og håb.
Selv inden for kategorien portrætter viser maleren stort talent. Med kul og pastel har han f.eks. på imponerende vis sat Sigmund Freud på papir. Designet "The Dancer" fra 1997 bevæger sig klart i retning af moderne kunstmaleri. Næsten abstrakte funktioner kan aflæses af diagrammet. Portrættet "Denial" viser en smuk mand, der støtter sit hoved på sin hånd og ser eftertænksom ud. Som modstykke kommer et ansigt i fokus, som synes plaget af ødelæggelse. Måske er præsentationen en splittet personlighed? Har Stevie Taylor virkelig gemt et budskab i maleriet? Under alle omstændigheder giver dette kunstværk meget plads til fortolkning, når man ser på det. Det var netop hans hensigt. Denne hensigt kommer også udtrykkeligt til udtryk i flere andre malerier, såsom "Angels", "Splitting", "Man Changes in the Presence of Spirits" eller "Who Can You Trust". Hvert enkelt værk har evnen til at fremkalde følelser og vække interesse. Taylors billedsprog engagerer beskueren og udløser uundgåeligt en mental biograf. Det er lykkedes maleren at give publikum mulighed for at identificere sig med de farverige kreationer. Værkerne bliver helt sikkert hængende i hukommelsen.
I slutningen af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne var der mange kunstnere, som bevidst prøvede forskellige retninger. Denne målgruppe har aldrig haft til hensigt at blive kategoriseret på nogen måde. Stevie Taylor hører også til denne målgruppe. Han skaber billeder, der har potentiale til at blive publikumsmagneter. Til fremstillingen af sine værker benytter den frie ånd sig af flere forskellige maleteknikker og materialer. Ud over pastel, kul, blæk og akvarel spiller blæk og blyanter også en vigtig rolle. På kunstmarkedet udgør Stevie Taylors værker en reel berigelse. Hans billedmotiver afspejler en spænding mellem det velkendte og det uforklarlige. Selv om de malede billedobjekter antyder et velkendt miljø for beskueren, er nogle af indtrykkene bevidst forskudt med uventede kontekster.
Stevie Taylor har ikke meget til overs for retningslinjer og mål, da maleren kun føler sig unødigt begrænset i sin kreative drivkraft. I stedet falder han tilbage på et eksperimentelt felt af nye farve- og formarrangementer. Hans fint skitserede billeddetaljer, der viser en hånd og et hjerte, sikrer en høj genkendelsesværdi. I disse designs har Stevie Tayler valgt et diskret valg af farver. Den minimalistiske fremstilling giver diagrammerne et helt særligt præg. Maleren brugte det samme skema igen til et andet meget symbolsk værk. Navnlig i billederne med røde bånd, som på en måde minder om "Det røde bånd", som er det verdenskendte symbol på solidaritet med hiv-smittede og aids-patienter. Stevie Tayler havde bevidst valgt denne efterligning for at give et budskab om kærlighed og håb.
Selv inden for kategorien portrætter viser maleren stort talent. Med kul og pastel har han f.eks. på imponerende vis sat Sigmund Freud på papir. Designet "The Dancer" fra 1997 bevæger sig klart i retning af moderne kunstmaleri. Næsten abstrakte funktioner kan aflæses af diagrammet. Portrættet "Denial" viser en smuk mand, der støtter sit hoved på sin hånd og ser eftertænksom ud. Som modstykke kommer et ansigt i fokus, som synes plaget af ødelæggelse. Måske er præsentationen en splittet personlighed? Har Stevie Taylor virkelig gemt et budskab i maleriet? Under alle omstændigheder giver dette kunstværk meget plads til fortolkning, når man ser på det. Det var netop hans hensigt. Denne hensigt kommer også udtrykkeligt til udtryk i flere andre malerier, såsom "Angels", "Splitting", "Man Changes in the Presence of Spirits" eller "Who Can You Trust". Hvert enkelt værk har evnen til at fremkalde følelser og vække interesse. Taylors billedsprog engagerer beskueren og udløser uundgåeligt en mental biograf. Det er lykkedes maleren at give publikum mulighed for at identificere sig med de farverige kreationer. Værkerne bliver helt sikkert hængende i hukommelsen.
Side 1 / 1