Kunstneren Vittore Carpaccio blev født og voksede op i Venedig. Man ved ikke meget om hans ungdom, og lige så lidt om hans uddannelse. Det antages, at han var en elev af Gentile Bellini, men det er også muligt, at hans lærer blot var fra Bellinis kreds. Hans tidlige værker tyder også på, at han var påvirket af ældre venetianske kunstnere som Avise Vivarini og Antonello da Messina. Han voksede op med den venetianske form af sit navn "Scarpazza". Kun få af hans værker blev stadig signeret med dette navn. Da han kom ind i humanistiske kredse i Venedig, ændrede han sit navn til det navn, som han nu er kendt under. Hans familie var vidt forgrenet og længe etableret i Venedig. Emnet for hans værker var ofte helgenhistorier eller scener fra venetianernes dagligdag. Han er især berømt for den ni-delte cyklus "Legenden om den hellige Ursula", som blev skabt i hans tidlige år. Selv om han nu betragtes som en af de vigtigste malere i den tidlige renæssance, er hans værker ikke blevet anerkendt uden for Venedig. Capriccios malerier byder på nogle overraskelser, især for dem, der ser nærmere på dem: I hans maleri "Death of St. Jerome" er der et billede af et par briller, som var meget ukendte på hans tid. Gennem hans malerier kan beskueren få et indblik i venetianernes liv. Carpaccio skildrer ikke kun hverdagslivet, men også tidens skikke og festligheder med mange detaljer. Igen og igen inddrager han de tyrkiske krige i sine værker, og nogle gange tager han dem endda direkte op, f.eks. i sit relief på Scuola degli Albanesi, hvor han skildrer de to belejringer af Shkodra. Disse og andre detaljer i hans kunst viser, at han var informeret, belæst og oplyst om den aktuelle udvikling.
Hans karakteristiske farvepalet, der primært lægger vægt på røde farver, blev mindre intens og klarere mod slutningen af hans liv. Dette skyldes især den stigende mængde arbejde, der udføres af hans værkstedsassistenter. I sit senere arbejde samarbejdede han desuden ofte med sine sønner Benedetto og Piero. Hans sene arbejde omfatter også værker uden for Venedig, han blev aktiv for kirker i Dalmatien og Istrien. Han tilbragte de sidste år af sit liv i den venetianske by Capodistria, hvor han også døde.
Kunstneren Vittore Carpaccio blev født og voksede op i Venedig. Man ved ikke meget om hans ungdom, og lige så lidt om hans uddannelse. Det antages, at han var en elev af Gentile Bellini, men det er også muligt, at hans lærer blot var fra Bellinis kreds. Hans tidlige værker tyder også på, at han var påvirket af ældre venetianske kunstnere som Avise Vivarini og Antonello da Messina. Han voksede op med den venetianske form af sit navn "Scarpazza". Kun få af hans værker blev stadig signeret med dette navn. Da han kom ind i humanistiske kredse i Venedig, ændrede han sit navn til det navn, som han nu er kendt under. Hans familie var vidt forgrenet og længe etableret i Venedig. Emnet for hans værker var ofte helgenhistorier eller scener fra venetianernes dagligdag. Han er især berømt for den ni-delte cyklus "Legenden om den hellige Ursula", som blev skabt i hans tidlige år. Selv om han nu betragtes som en af de vigtigste malere i den tidlige renæssance, er hans værker ikke blevet anerkendt uden for Venedig. Capriccios malerier byder på nogle overraskelser, især for dem, der ser nærmere på dem: I hans maleri "Death of St. Jerome" er der et billede af et par briller, som var meget ukendte på hans tid. Gennem hans malerier kan beskueren få et indblik i venetianernes liv. Carpaccio skildrer ikke kun hverdagslivet, men også tidens skikke og festligheder med mange detaljer. Igen og igen inddrager han de tyrkiske krige i sine værker, og nogle gange tager han dem endda direkte op, f.eks. i sit relief på Scuola degli Albanesi, hvor han skildrer de to belejringer af Shkodra. Disse og andre detaljer i hans kunst viser, at han var informeret, belæst og oplyst om den aktuelle udvikling.
Hans karakteristiske farvepalet, der primært lægger vægt på røde farver, blev mindre intens og klarere mod slutningen af hans liv. Dette skyldes især den stigende mængde arbejde, der udføres af hans værkstedsassistenter. I sit senere arbejde samarbejdede han desuden ofte med sine sønner Benedetto og Piero. Hans sene arbejde omfatter også værker uden for Venedig, han blev aktiv for kirker i Dalmatien og Istrien. Han tilbragte de sidste år af sit liv i den venetianske by Capodistria, hvor han også døde.
Side 1 / 3