De store opdagelsesrejser i det 18. århundrede markerer de europæiske magters tilegnelse af verden. Ud over den videnskabelige udforskning af verden stod konkrete militære og økonomiske interesser i forgrunden. Med sin jordomsejling og udforskning af Stillehavet lagde James Cook grundlaget for det britiske imperiums koloniale ekspansion. Kartografernes arbejde udfyldte de hvide pletter i datidens verdensbillede og bragte Europa i kontakt med de mest forskelligartede kulturer hos de indfødte. Cooks rejser til Sydhavet og til kanten af Antarktis satte også gang i fantasien hos befolkningen i et land, der stod i begyndelsen af en epokegørende forandring, nemlig den industrielle revolution. Sideløbende med Cooks rejsebeskrivelser var en revolutionerende teknologi ved at opstå i Englands industricentre i form af dampmaskinen. Opdagelserne og den moderne teknologi dannede grundlaget for den britiske globale magt.
Som en del af ekspeditionerne rejste repræsentanter for kartografi, naturvidenskab og etnografi altid sammen med en repræsentant for billedkunsten, som påtog sig opgaven med at levere billeder af de nye verdener. For William Hodges, der indtil da var kendt som teater- og landskabsmaler, var deltagelsen i James Cooks anden rejse til Sydhavet en mulighed for at opnå popularitet og anerkendelse. Hodges' udvælgelse af Royal Society gav derfor to muligheder. For det første for at være den første kunstner til at designe de nye verdener, og for det andet for at starte en ny karriere hjemme efter en vellykket hjemkomst. I 1772 begav to skibe under James Cooks kommando sig ud på deres jordomsejling. Efter passagen af Kap Horn sejlede ekspeditionen mod Antarktis og var det første skib, der krydsede den sydlige polarcirkel. Denne pionerindsats førte bl.a. til, at et bjerg i Antarktis i dag er opkaldt efter kunstneren som Hodges Knoll. Efterfølgende satte skibene kursen mod Sydhavet og New Zealand. Hodges' skitser, der blev lavet under opdagelsesrejsen, er kendetegnet ved den nøjagtighed og detaljerigdom, hvormed de skildrer de indfødtes liv. De billeder fra Sydhavet, som senere blev vist, gav europæerne et længselsfuldt sted, der stod for et fredeligt og fredfyldt liv uden for civilisationens begrænsninger. Hodges fik arbejde hos Admiralitetet efter ekspeditionens hjemkomst i 1775 for at udarbejde sine skitser og lave dem om til malerier eller graveringer. Cooks rejserapporter blev udgivet sammen med Hodges' graveringer.
Malerierne og graveringerne gav imidlertid anledning til heftige diskussioner blandt ekspeditionsmedlemmerne. De preussiske naturforskere Georg og Johann Forster, som havde fulgt rejsen videnskabeligt, var særligt kritiske over for de etnografiske unøjagtigheder i Hodges' malerier. I konflikten mellem sydhavsidyl og videnskabelig nøjagtighed valgte den britiske maler det første. Hodges imødekom sine samtidiges længsel. Alt, hvad der var i modstrid med dette billede eller tidens moralske forestillinger, er kun bevaret i de originale skitser.
De store opdagelsesrejser i det 18. århundrede markerer de europæiske magters tilegnelse af verden. Ud over den videnskabelige udforskning af verden stod konkrete militære og økonomiske interesser i forgrunden. Med sin jordomsejling og udforskning af Stillehavet lagde James Cook grundlaget for det britiske imperiums koloniale ekspansion. Kartografernes arbejde udfyldte de hvide pletter i datidens verdensbillede og bragte Europa i kontakt med de mest forskelligartede kulturer hos de indfødte. Cooks rejser til Sydhavet og til kanten af Antarktis satte også gang i fantasien hos befolkningen i et land, der stod i begyndelsen af en epokegørende forandring, nemlig den industrielle revolution. Sideløbende med Cooks rejsebeskrivelser var en revolutionerende teknologi ved at opstå i Englands industricentre i form af dampmaskinen. Opdagelserne og den moderne teknologi dannede grundlaget for den britiske globale magt.
Som en del af ekspeditionerne rejste repræsentanter for kartografi, naturvidenskab og etnografi altid sammen med en repræsentant for billedkunsten, som påtog sig opgaven med at levere billeder af de nye verdener. For William Hodges, der indtil da var kendt som teater- og landskabsmaler, var deltagelsen i James Cooks anden rejse til Sydhavet en mulighed for at opnå popularitet og anerkendelse. Hodges' udvælgelse af Royal Society gav derfor to muligheder. For det første for at være den første kunstner til at designe de nye verdener, og for det andet for at starte en ny karriere hjemme efter en vellykket hjemkomst. I 1772 begav to skibe under James Cooks kommando sig ud på deres jordomsejling. Efter passagen af Kap Horn sejlede ekspeditionen mod Antarktis og var det første skib, der krydsede den sydlige polarcirkel. Denne pionerindsats førte bl.a. til, at et bjerg i Antarktis i dag er opkaldt efter kunstneren som Hodges Knoll. Efterfølgende satte skibene kursen mod Sydhavet og New Zealand. Hodges' skitser, der blev lavet under opdagelsesrejsen, er kendetegnet ved den nøjagtighed og detaljerigdom, hvormed de skildrer de indfødtes liv. De billeder fra Sydhavet, som senere blev vist, gav europæerne et længselsfuldt sted, der stod for et fredeligt og fredfyldt liv uden for civilisationens begrænsninger. Hodges fik arbejde hos Admiralitetet efter ekspeditionens hjemkomst i 1775 for at udarbejde sine skitser og lave dem om til malerier eller graveringer. Cooks rejserapporter blev udgivet sammen med Hodges' graveringer.
Malerierne og graveringerne gav imidlertid anledning til heftige diskussioner blandt ekspeditionsmedlemmerne. De preussiske naturforskere Georg og Johann Forster, som havde fulgt rejsen videnskabeligt, var særligt kritiske over for de etnografiske unøjagtigheder i Hodges' malerier. I konflikten mellem sydhavsidyl og videnskabelig nøjagtighed valgte den britiske maler det første. Hodges imødekom sine samtidiges længsel. Alt, hvad der var i modstrid med dette billede eller tidens moralske forestillinger, er kun bevaret i de originale skitser.
Side 1 / 2