I perioden med naturvidenskabernes og teknologiens opblomstring efter 1850, der startede i Frankrig, opstod der også i kunsten en ny frihed. Hele den europæiske kunst har draget fordel af dette. Det var et optimistisk engagement i en ny måde at se på, som Camille Corot spillede en vigtig rolle i udformningen af. I 1817, midt i denne periode, blev Daubigny født ind i en kunstnerfamilie i Paris. I begyndelsen fik han malerundervisning af sin far Edmond Francois Daubigny, der var kendt som miniaturemaler. Som 17-årig blev Charles Francois Daubigny restaurator på Louvre. Få år senere fik han rutine i at male landskaber på klassisk vis. Han kan snart prale af sine første udstillingssucceser i Paris.
Daubigny søger dog sin egen tilgang, da han ikke ønsker at skildre landskaber på en romantiserende måde, som mange af sine samtidige malere før ham. Subjektivitet skal holdes ude. Han søger det rene billede af naturen, usmykkede og umiddelbare. På trods af denne anderledes holdning blev han medlem af "Barbizon-skolen", en slags fællesskab af ligesindede malere, hvor han mødte malerne Jules Dupré og Theodore Rousseau, som dog stadig repræsenterede den romantiske holdning. Det nye i malersamfundets synspunkt er at skitsere på lærredet i det fri og at færdiggøre det i atelieret. For ikke at forstærke denne romantisering vælger han de mest ucharmerende og uanselige motiver, som han selv opsøger, til sine motiver. Han finder dem hovedsageligt i Paris' omgivelser. Blandt hans malerier er der således emner som "Sammenløbet af Seinen og Oise-floden", et virkelig uspektakulært landskab, der ikke desto mindre fanger med noget nyt. Det er lyset, klarheden og den geniale enkelhed, der afspejler sig i Daubignys malerier.
Hans malerier gengiver lyset i al dets skønhed og naturlighed, i hans billeder af foråret eller af forskellige solopgange og måneskærme. Han indfanger det strålende sommerlys med en anden stemning end skumringen, som i druehøsten om efteråret eller lyset om vinteren. Hans malerier er normalt opdelt, en tredjedel er sceneri og landskab i forgrunden, og to tredjedele er generøst afsat til himlen og rummet i det mest varierede lys. Senere rejste Daubigny til den franske kanal-kyst, Normandiet, Bourgogne og Middelhavskysten, og han fandt altid forskellige lys- og farvefænomener. Den sande afspejling af naturen med enkle midler, det er sammenfatningen, som Daubigny lykkes mesterligt. Hans malerier påvirkede de malere, der kom efter ham, såsom Claude Monet og Paul Cézanne, samt de fleste af de franske impressionister.
I perioden med naturvidenskabernes og teknologiens opblomstring efter 1850, der startede i Frankrig, opstod der også i kunsten en ny frihed. Hele den europæiske kunst har draget fordel af dette. Det var et optimistisk engagement i en ny måde at se på, som Camille Corot spillede en vigtig rolle i udformningen af. I 1817, midt i denne periode, blev Daubigny født ind i en kunstnerfamilie i Paris. I begyndelsen fik han malerundervisning af sin far Edmond Francois Daubigny, der var kendt som miniaturemaler. Som 17-årig blev Charles Francois Daubigny restaurator på Louvre. Få år senere fik han rutine i at male landskaber på klassisk vis. Han kan snart prale af sine første udstillingssucceser i Paris.
Daubigny søger dog sin egen tilgang, da han ikke ønsker at skildre landskaber på en romantiserende måde, som mange af sine samtidige malere før ham. Subjektivitet skal holdes ude. Han søger det rene billede af naturen, usmykkede og umiddelbare. På trods af denne anderledes holdning blev han medlem af "Barbizon-skolen", en slags fællesskab af ligesindede malere, hvor han mødte malerne Jules Dupré og Theodore Rousseau, som dog stadig repræsenterede den romantiske holdning. Det nye i malersamfundets synspunkt er at skitsere på lærredet i det fri og at færdiggøre det i atelieret. For ikke at forstærke denne romantisering vælger han de mest ucharmerende og uanselige motiver, som han selv opsøger, til sine motiver. Han finder dem hovedsageligt i Paris' omgivelser. Blandt hans malerier er der således emner som "Sammenløbet af Seinen og Oise-floden", et virkelig uspektakulært landskab, der ikke desto mindre fanger med noget nyt. Det er lyset, klarheden og den geniale enkelhed, der afspejler sig i Daubignys malerier.
Hans malerier gengiver lyset i al dets skønhed og naturlighed, i hans billeder af foråret eller af forskellige solopgange og måneskærme. Han indfanger det strålende sommerlys med en anden stemning end skumringen, som i druehøsten om efteråret eller lyset om vinteren. Hans malerier er normalt opdelt, en tredjedel er sceneri og landskab i forgrunden, og to tredjedele er generøst afsat til himlen og rummet i det mest varierede lys. Senere rejste Daubigny til den franske kanal-kyst, Normandiet, Bourgogne og Middelhavskysten, og han fandt altid forskellige lys- og farvefænomener. Den sande afspejling af naturen med enkle midler, det er sammenfatningen, som Daubigny lykkes mesterligt. Hans malerier påvirkede de malere, der kom efter ham, såsom Claude Monet og Paul Cézanne, samt de fleste af de franske impressionister.
Side 1 / 6