Fra gaderne og de imponerende bygninger i Paris til markerne i Provence - Frankrig har altid været en inspirationskilde for fotograferne med alle sine facetter. Mennesker, landskaber, arkitektur - hvert billede fortæller en historie. Der er en romantik, der omgiver Frankrigs hovedstad - og det kan ikke benægtes. Og dette er også forankret i franskmændenes kollektive bevidsthed og fotografi. Det er ikke for ingenting, at Paris ofte kaldes fotografiets hovedstad. Byens udvikling og dens medier er tæt forbundet. Under industrialiseringen voksede den franske storby stærkt. Og med den en verden af billeder. Dette omfattede tekniske massemedier som f.eks. trykte fotografier og fotografering.
Verdens første kendte fotografi stammer fra Frankrig, og det samme gælder opfindelsen af fotografiet. Joseph Nicéphore Niépce fotograferede udsigten fra sit vindue i La Gras i begyndelsen af det 19. århundrede. En anden fransk landsmand ved navn Daguerre gjorde derefter fotografiet populært og praktisk. Den franske regering købte hans proces, og det lykkedes at fastlåse billederne fra camera obscura permanent. Videnskabsakademiet og Kunstakademiet præsenterede den i Paris i august 1839 og gjorde den efterfølgende til en gave til verden.
Dette var den vigtige grundsten til en lang og stadig igangværende historie for fransk fotokunst. Den visuelle og nye type kunst satte hurtigt sit præg på offentlige rum i Frankrig og i hele verden. Vigtige navne fra denne periode er bl.a. kunstnerne Henri Cartier-Bresson og Robert Doisneau. Franske fotografer spillede generelt en central rolle i den videre har en utrolig vigtig rolle i udviklingen af dette medie. De brugte det som en kunstform og som et middel til at dokumentere Frankrigs historie og samfund. Sort-hvide billeder, dynamiske, moderne værker, men også innovative billeder og eksperimenter repræsenterer den franske fotokunst. Vigtige navne i denne sammenhæng er også: Brassaï, Félix Nadar, Jacques Henri Lartigue, Willy Ronis, Eugène Atget og mange flere. I begyndelsen var fotografiet dog ofte et dokumentarisk medie. Malerier og grafikker blev erstattet af fotografier, som nu visuelt repræsenterede verden. I det 19. århundrede blev det diskuteret, til hvilket formål fotografier egentlig skulle bruges. Videnskab eller kunst. Eller begge dele. I det 20. århundrede blev fotografierne mere og mere et symbol på nostalgi for franskmændene. Dette var også stærkt påvirket af den første og anden verdenskrig, som havde ødelagt menneskehedens orden. Billeder var nu den eneste måde at se verden på igen, som den var før. Det bliver tydeligt, når man ser de udtryksfulde billeder af den tidens franske kunstnere.
Fra gaderne og de imponerende bygninger i Paris til markerne i Provence - Frankrig har altid været en inspirationskilde for fotograferne med alle sine facetter. Mennesker, landskaber, arkitektur - hvert billede fortæller en historie. Der er en romantik, der omgiver Frankrigs hovedstad - og det kan ikke benægtes. Og dette er også forankret i franskmændenes kollektive bevidsthed og fotografi. Det er ikke for ingenting, at Paris ofte kaldes fotografiets hovedstad. Byens udvikling og dens medier er tæt forbundet. Under industrialiseringen voksede den franske storby stærkt. Og med den en verden af billeder. Dette omfattede tekniske massemedier som f.eks. trykte fotografier og fotografering.
Verdens første kendte fotografi stammer fra Frankrig, og det samme gælder opfindelsen af fotografiet. Joseph Nicéphore Niépce fotograferede udsigten fra sit vindue i La Gras i begyndelsen af det 19. århundrede. En anden fransk landsmand ved navn Daguerre gjorde derefter fotografiet populært og praktisk. Den franske regering købte hans proces, og det lykkedes at fastlåse billederne fra camera obscura permanent. Videnskabsakademiet og Kunstakademiet præsenterede den i Paris i august 1839 og gjorde den efterfølgende til en gave til verden.
Dette var den vigtige grundsten til en lang og stadig igangværende historie for fransk fotokunst. Den visuelle og nye type kunst satte hurtigt sit præg på offentlige rum i Frankrig og i hele verden. Vigtige navne fra denne periode er bl.a. kunstnerne Henri Cartier-Bresson og Robert Doisneau. Franske fotografer spillede generelt en central rolle i den videre har en utrolig vigtig rolle i udviklingen af dette medie. De brugte det som en kunstform og som et middel til at dokumentere Frankrigs historie og samfund. Sort-hvide billeder, dynamiske, moderne værker, men også innovative billeder og eksperimenter repræsenterer den franske fotokunst. Vigtige navne i denne sammenhæng er også: Brassaï, Félix Nadar, Jacques Henri Lartigue, Willy Ronis, Eugène Atget og mange flere. I begyndelsen var fotografiet dog ofte et dokumentarisk medie. Malerier og grafikker blev erstattet af fotografier, som nu visuelt repræsenterede verden. I det 19. århundrede blev det diskuteret, til hvilket formål fotografier egentlig skulle bruges. Videnskab eller kunst. Eller begge dele. I det 20. århundrede blev fotografierne mere og mere et symbol på nostalgi for franskmændene. Dette var også stærkt påvirket af den første og anden verdenskrig, som havde ødelagt menneskehedens orden. Billeder var nu den eneste måde at se verden på igen, som den var før. Det bliver tydeligt, når man ser de udtryksfulde billeder af den tidens franske kunstnere.
Side 1 / 45