Paul Delaroche, også kendt under fornavnet Hippolyte, var den anden søn af familien Delaroche. Hans bror, Jules, var også maler, men kunne ikke gøre sig et navn i forhold til Paul Delaroche. Påvirket af sin fars kunstneriske baggrund begyndte hans malerkarriere tidligt. I begyndelsen af sin karriere beskæftigede han sig med landskabsmaleri. Han fik en passende uddannelse hos kunstneren Louis Étienne Watelet. Efter sin eksamen arbejdede han i fire år under vejledning af den berømte franske kunstner Antoine-Jean Gros. Herefter voksede hans interesse for romantikken, og hans malerier fik en dramatisk farve. Han lagde særlig vægt på detaljerne i de personer, der blev portrætteret. På sin første udstilling i 1822 mødte han de jævnaldrende malere Eugène Delacroix og Théodore Géricault. Sammen var de blandt de mest berømte historiemalere på den tid. I 1833 arbejdede han som professor i Paris og giftede sig med maleren Horace Vernet's datter. Delaroche portrætterede mange af sine samtidige, såsom Remus, Guitoz og andre. Bibelske motiver kan ses i hans sidste malerier.
I lighed med Vincent van Gogh modtog Delaroche en række latterliggørelser og foragt fra bekendte og kolleger. Delacroix hævdede, at han ikke havde noget øje for farver, og det blev sagt, at han ikke havde nogen smag. Den yderligere fokus på historiemaleri og emner som henrettelse af høje adelsmænd var en ubehagelig dom. Det var ikke kun kunstnere - også andre betydningsfulde personer kritiserede kunstneren. Heinrich Heine kaldte hans malerier for banale.
I 1853 blev han stadig regnet for en af de vigtigste malere i Italien, men i det 20. århundrede faldt han i glemsel. Det var først for et par årtier siden, at der opstod en ny interesse og den anerkendelse, der fulgte med den. Kunsteksperter roste hans præcise arbejde, hovedpersonernes udtryksfulde blik samt deres udtryk og bevægelse. Delaroche arbejdede omhyggeligt - på voks-modellerne kontrollerede han gentagne gange, hvordan skyggen faldt og fangede den nøjagtigt. Han var ikke optaget af historisk korrekthed, men af sin tids følelser.
Paul Delaroche, også kendt under fornavnet Hippolyte, var den anden søn af familien Delaroche. Hans bror, Jules, var også maler, men kunne ikke gøre sig et navn i forhold til Paul Delaroche. Påvirket af sin fars kunstneriske baggrund begyndte hans malerkarriere tidligt. I begyndelsen af sin karriere beskæftigede han sig med landskabsmaleri. Han fik en passende uddannelse hos kunstneren Louis Étienne Watelet. Efter sin eksamen arbejdede han i fire år under vejledning af den berømte franske kunstner Antoine-Jean Gros. Herefter voksede hans interesse for romantikken, og hans malerier fik en dramatisk farve. Han lagde særlig vægt på detaljerne i de personer, der blev portrætteret. På sin første udstilling i 1822 mødte han de jævnaldrende malere Eugène Delacroix og Théodore Géricault. Sammen var de blandt de mest berømte historiemalere på den tid. I 1833 arbejdede han som professor i Paris og giftede sig med maleren Horace Vernet's datter. Delaroche portrætterede mange af sine samtidige, såsom Remus, Guitoz og andre. Bibelske motiver kan ses i hans sidste malerier.
I lighed med Vincent van Gogh modtog Delaroche en række latterliggørelser og foragt fra bekendte og kolleger. Delacroix hævdede, at han ikke havde noget øje for farver, og det blev sagt, at han ikke havde nogen smag. Den yderligere fokus på historiemaleri og emner som henrettelse af høje adelsmænd var en ubehagelig dom. Det var ikke kun kunstnere - også andre betydningsfulde personer kritiserede kunstneren. Heinrich Heine kaldte hans malerier for banale.
I 1853 blev han stadig regnet for en af de vigtigste malere i Italien, men i det 20. århundrede faldt han i glemsel. Det var først for et par årtier siden, at der opstod en ny interesse og den anerkendelse, der fulgte med den. Kunsteksperter roste hans præcise arbejde, hovedpersonernes udtryksfulde blik samt deres udtryk og bevægelse. Delaroche arbejdede omhyggeligt - på voks-modellerne kontrollerede han gentagne gange, hvordan skyggen faldt og fangede den nøjagtigt. Han var ikke optaget af historisk korrekthed, men af sin tids følelser.
Side 1 / 2