Lady of Shalott er en ballade af Alfred Tennyson, en digter fra Biedermeier-æraen. Han brugte den til at fortolke Nimue fra Arthurian-legenden, som har sine rødder i middelalderen.
Historien fortæller om en kvinde, der bor alene i et tårn i vandet som kildevældets vogter. Hun ser alt, hvad hun lærer om verden, i et spejl, og hun væver motiverne til et gigantisk tapet. En dag, da hun får øje på en smuk ridder, kigger hun ud af vinduet mod sin skæbne og udløser en forbandelse. Spejlet går i stykker, og hendes længsel får hende til at forlade tårnet. Hun går om bord på en båd, som hun skriver sit navn på. Hendes livskræfter forsvinder, og hun synger en sidste sang.

Dette øjeblik er indfanget af J.W. Waterhouse i hans fortolkning fra 1888. Enhver beskuers første nysgerrige blik går nu først til bogstaverne på båden. Men det er kun med besvær, at ordene "The Lady of ..." kan læses. Det er et smart træk af kunstneren, for damen er kendt under mange navne. Hun omtales f.eks. som Lady, Mistress, Keeper eller Queen of the Lake, Spring, Water eller Fountain. Ud over Nimue er også Vivian, Elaine og Niniane angivet som fornavne.
Hun sidder i sin båd, det store tæppe med hende, for hun efterlader intet. Trappen til tårnet ligger bag hende. Den rustne kæde er allerede løsnet, og når som helst vil hun lade den glide ud af hånden på hende. Efteråret er faldet ned omkring hende, naturen ånder sit liv ud, som den unge dame nu skal gøre det. To af de tre stearinlys foran hende er allerede slukket. Men på flammen fra det sidste lys kan man se, at hun har medvind. Et par svaler flyver lavt over vandet. De synes også at tage et sidste farvel til deres rejse sydpå. De skovklædte bakker i det fjerne er stadig i fuldt grønt løv.

Der er hynder klar på båden. Den øverste er pyntet med gyldne pomponer. I midten træder en dobbelthalet sort heraldisk løve på en hvid baggrund. Det er også bag hende. Hendes udsmykkede livsværk synes at være blevet slæbt kærlighedsløst med. Betragteren kan tydeligt se det detaljerede broderi, men tæppet hænger i vandet. Man kunne tro, at strømmen trækker den med under overfladen; eller er det bare blade på dammen?
Foran hende i båden ligger et krucifiks, manden bærer et rødt klæde om lænden, en rosenkrans er omhyggeligt lagt midt på hans krop. Farven på stoffet synes at svare til hendes røde læber.

---

Fruen af Shalott · John William Waterhouse