Caspar David Friedrich anses for at være en af de førende malere i den tyske romantik. Han voksede op som det sjette af ti børn i Greifswald. Hans opvækst var præget af hans fars strenge lutherske tro. Allerede i en ung alder måtte Friedrich lide under forskellige skæbnesvangre slag. Hans mor døde, da han var 7 år gammel. Kort tid efter døde en af hans søstre. Som 13-årig måtte han se sin et år yngre bror Christoffer drukne i søen. Christoffer var selv død, da han forsøgte at redde Caspar David. Denne oplevelse satte et stærkt præg på Frederick og menes at have været en af årsagerne til hans senere depression og mislykkede selvmordsforsøg.
Friedrich fik sin første tegneundervisning i 1790 som privatelev hos kunstneren Johann Gottfried Quistrop, der gerne tog sine elever med på udflugter i landskabet i Forpommern. Han opmuntrede Friedrich til at tegne frit fra naturen. Gennem sin lærer Quistrop stiftede Friedrich også bekendtskab med teologen Ludwig Gotthard Kosegarten, som så naturen som en åbenbaring af Gud. Efter fire år tog Friedrich på Københavns Akademi for at studere. Her var han elev hos bl.a. Christian August Lorentzen og Jens Juel. Efter at have afsluttet sine studier bosatte Frederik sig i Dresden i 1798. Selv om han forsøgte sig med mange forskellige metoder, såsom raderinger og eksperimentelle tryk, foretrak han at tegne og male med blæk, akvarel og sepiafarver. Senere malede han også hyppigere i oliefarver. Hans værker var ofte motiveret af landskabsscener inspireret af hans hyppige rejser til Østersøen, Rügen og Harzen. Han blev berømt i 1805, da han på opfordring af Goethe vandt den eftertragtede Weimar-pris for kunstvennerne. Særlig anerkendelse får hans værk "Tetschener Altar" (1807), som anses for at være begyndelsen på hans modne olieteknik.
Frederik fik et stadigt dårligere ry i de sidste femten år af sit liv. Efterhånden som idealerne fra den tidlige romantik gik af mode. Samtidige opfattede ham som en excentrisk og melankolsk person. Hans stil var ikke længere tidssvarende. Efterhånden forlod hans mæcener ham, og Frederik trak sig længere og længere tilbage. Omkring 1835 fik han sit første slagtilfælde, som resulterede i de første tegn på lammelse. Trods et ophold på et kursted kom Frederik næppe til hægterne igen, og det var svært for ham at male. Han opgav næsten helt oliemaleriet og helligede sig akvareller og sepia-tegninger. Hans sidste oliemaleri var "Seashore by Moonlight". Værkerne fra denne periode viste næppe landskabsscener, men indeholdt ofte symboler på død og aftagende liv, som f.eks. "Sarg am Grab". Frederick kunne male mindre og mindre og sælge endnu mindre, hvilket betød, at han og hans familie endte med at leve i fattigdom.
Caspar David Friedrich anses for at være en af de førende malere i den tyske romantik. Han voksede op som det sjette af ti børn i Greifswald. Hans opvækst var præget af hans fars strenge lutherske tro. Allerede i en ung alder måtte Friedrich lide under forskellige skæbnesvangre slag. Hans mor døde, da han var 7 år gammel. Kort tid efter døde en af hans søstre. Som 13-årig måtte han se sin et år yngre bror Christoffer drukne i søen. Christoffer var selv død, da han forsøgte at redde Caspar David. Denne oplevelse satte et stærkt præg på Frederick og menes at have været en af årsagerne til hans senere depression og mislykkede selvmordsforsøg.
Friedrich fik sin første tegneundervisning i 1790 som privatelev hos kunstneren Johann Gottfried Quistrop, der gerne tog sine elever med på udflugter i landskabet i Forpommern. Han opmuntrede Friedrich til at tegne frit fra naturen. Gennem sin lærer Quistrop stiftede Friedrich også bekendtskab med teologen Ludwig Gotthard Kosegarten, som så naturen som en åbenbaring af Gud. Efter fire år tog Friedrich på Københavns Akademi for at studere. Her var han elev hos bl.a. Christian August Lorentzen og Jens Juel. Efter at have afsluttet sine studier bosatte Frederik sig i Dresden i 1798. Selv om han forsøgte sig med mange forskellige metoder, såsom raderinger og eksperimentelle tryk, foretrak han at tegne og male med blæk, akvarel og sepiafarver. Senere malede han også hyppigere i oliefarver. Hans værker var ofte motiveret af landskabsscener inspireret af hans hyppige rejser til Østersøen, Rügen og Harzen. Han blev berømt i 1805, da han på opfordring af Goethe vandt den eftertragtede Weimar-pris for kunstvennerne. Særlig anerkendelse får hans værk "Tetschener Altar" (1807), som anses for at være begyndelsen på hans modne olieteknik.
Frederik fik et stadigt dårligere ry i de sidste femten år af sit liv. Efterhånden som idealerne fra den tidlige romantik gik af mode. Samtidige opfattede ham som en excentrisk og melankolsk person. Hans stil var ikke længere tidssvarende. Efterhånden forlod hans mæcener ham, og Frederik trak sig længere og længere tilbage. Omkring 1835 fik han sit første slagtilfælde, som resulterede i de første tegn på lammelse. Trods et ophold på et kursted kom Frederik næppe til hægterne igen, og det var svært for ham at male. Han opgav næsten helt oliemaleriet og helligede sig akvareller og sepia-tegninger. Hans sidste oliemaleri var "Seashore by Moonlight". Værkerne fra denne periode viste næppe landskabsscener, men indeholdt ofte symboler på død og aftagende liv, som f.eks. "Sarg am Grab". Frederick kunne male mindre og mindre og sælge endnu mindre, hvilket betød, at han og hans familie endte med at leve i fattigdom.
Side 1 / 6