Impressionismens store malere banede vejen for det modernistiske maleri. En stor ændring i samfundet og i maleriet var ekspressionismen. At sætte kunstnerens indre udtryk over naturen var den logiske fortsættelse af den sociale forandring. Ernst Ludwig Kirchner behandlede den stigende industrialisering på en kunstnerisk måde. Munch havde med sine værker skabt en impuls, som spredte sig på den tyske kunstnerscene. Kirchner helligede sig det ekspressive maleri. Brug af farver som et medium til at give udtryk for kunstnerens følelser. Formen er en lav prioritet, og figurerne virker undertiden grove. Kirchner har valgt en ofte kantet kropsform, hvilket dels skyldes det hurtige penselarbejde, men også er et karakteristisk træk for kunstneren.
De ekspressionistiske malere blev udsat for kritik i begyndelsen af denne æra. Manglende talent og tilsidesættelse af kunstneriske konventioner er blandt kritikpunkterne. Da den videre udvikling går i stå på grund af manglende uddannelsesmuligheder, danner nogle tilhængere en kunstnergruppe, Brücke. Ernst Ludwig Kirchner er et af de stiftende medlemmer, som ser det som deres opgave at udvikle nye udtryksformer i kunsten. Malere som Nolde og Pechstein var medlemmer af foreningen. Som autodidakte malere arbejdede de med muligheden for at bruge lærredet som et spejl af deres følelser.
Ernst Ludwig Kirchners værker viser to sider af hans person. Kirchner indfangede livet i Berlins gader. Han tog imod skuespillerne i vaudeville og værtshusene og indfangede storbyens hektiske og ofte grå hverdag. For at finde indre ro blev kunstneren tiltrukket af Davos. Her skabte han farverige værker med et ekspressivt billedsprog. Kirchner led af depression på dette tidspunkt, og kunsthistorikere er ved at opdage sygdomsfaser i hans værker. Da det nationalsocialistiske regime overtog magten i Tyskland, blev Kirchners kunst erklæret for degenereret. Mange af malerens værker blev ødelagt. For en kunstner, der har beskrevet sine dybe følelser og delte en tilknytning til sine værker, er krænkelsen ufattelig stor. For Kirchner førte tabene til selvmord, og han tog sit eget liv i 1938.
Impressionismens store malere banede vejen for det modernistiske maleri. En stor ændring i samfundet og i maleriet var ekspressionismen. At sætte kunstnerens indre udtryk over naturen var den logiske fortsættelse af den sociale forandring. Ernst Ludwig Kirchner behandlede den stigende industrialisering på en kunstnerisk måde. Munch havde med sine værker skabt en impuls, som spredte sig på den tyske kunstnerscene. Kirchner helligede sig det ekspressive maleri. Brug af farver som et medium til at give udtryk for kunstnerens følelser. Formen er en lav prioritet, og figurerne virker undertiden grove. Kirchner har valgt en ofte kantet kropsform, hvilket dels skyldes det hurtige penselarbejde, men også er et karakteristisk træk for kunstneren.
De ekspressionistiske malere blev udsat for kritik i begyndelsen af denne æra. Manglende talent og tilsidesættelse af kunstneriske konventioner er blandt kritikpunkterne. Da den videre udvikling går i stå på grund af manglende uddannelsesmuligheder, danner nogle tilhængere en kunstnergruppe, Brücke. Ernst Ludwig Kirchner er et af de stiftende medlemmer, som ser det som deres opgave at udvikle nye udtryksformer i kunsten. Malere som Nolde og Pechstein var medlemmer af foreningen. Som autodidakte malere arbejdede de med muligheden for at bruge lærredet som et spejl af deres følelser.
Ernst Ludwig Kirchners værker viser to sider af hans person. Kirchner indfangede livet i Berlins gader. Han tog imod skuespillerne i vaudeville og værtshusene og indfangede storbyens hektiske og ofte grå hverdag. For at finde indre ro blev kunstneren tiltrukket af Davos. Her skabte han farverige værker med et ekspressivt billedsprog. Kirchner led af depression på dette tidspunkt, og kunsthistorikere er ved at opdage sygdomsfaser i hans værker. Da det nationalsocialistiske regime overtog magten i Tyskland, blev Kirchners kunst erklæret for degenereret. Mange af malerens værker blev ødelagt. For en kunstner, der har beskrevet sine dybe følelser og delte en tilknytning til sine værker, er krænkelsen ufattelig stor. For Kirchner førte tabene til selvmord, og han tog sit eget liv i 1938.
Side 1 / 17