Den franske maler Henri Fantin-Latour blev især kendt for sine blomsterstilleben. Senere fik de forskellige gruppeportrætter, som han lavede af sine malerkolleger og andre fremtrædende kunstnere fra hans tid, også særlig opmærksomhed. Heriblandt værker som "Hommage à Delacroix" og "Un atelier aux Batignolles", hvor han portrætterede sin gode ven Édouard Manet i et maleri, omgivet af sine kolleger. Selv om Fantin-Latour var venner med impressionister som Edouard Manet og Edgar Degas, var hans værker mere i overensstemmelse med den akademiske model. Og i modsætning til mange af sine impressionistiske kolleger, såsom Claude Monet og Pierre-Auguste Renoir, malede Fantin-Latour sjældent i det fri, men foretrak at blive i sit atelier.
Hans karakteristiske teknik, som især er tydelig i hans stilleben som "Panier des roses", blev udviklet i en ung alder. Hans far, den berømte portrætmaler Jean-Théodore Fantin-Latour, underviste ham fra han var omkring 10 år gammel. Som 14-årig blev han optaget på Lecoq de Boisbaurdan's Ecole Dessin. Han deltog i dette kursus i yderligere 4 år og lærte især af Boisbaurdan at træne sin visuelle hukommelse. Derefter fik han lov til at studere på École des Beaux-Arts fra 1854. Fantin-Latour trænede senere sin iagttagelsesevne og sin modne teknik ved at lave kopier af de gamle mestre i Louvre, som mange andre kunstnere på hans tid. Han var især begejstret for værker af Tizian og Paolo Veronese. I begyndelsen ønskede Fantin-Latour at blive kendt som portrætmaler ligesom sin far. Derfor indsendte han sit første portræt til Paris-salonen i 1859, men blev afvist. Han var skuffet over resultatet og helligede sig fra da af stillebenene. Med disse opnåede han sit gennembrud. Han vidste, hvordan han skulle male med en trofasthed over for detaljerne, idet han var opmærksom på hvert enkelt kronblad. Hans billeder var meget populære, især i England. Det skyldtes ikke mindst indflydelsen fra hans ven James McNeill Whistler. Gennem ham og Alphonse Legros stiftede han bekendtskab med den engelske kunstscene. Han var så populær i Storbritannien, at mange af hans stilleben blev solgt direkte der.
Fantin-Latour tjente det meste af sit levebrød på stilleben. Han opgav aldrig portrætmaleriet i denne proces. Han var en af de få kunstnere, der kunne udstille på samme tid på både Pariser Salonen og den såkaldte Salon des Refusés, en modudstilling for værker, der blev afvist af Pariser Salonen. I 1862 grundlagde han sammen med Edouard Manet, James McNeill Whistler, Alphonse Legros, Barthold Jongkind og flere andre kunstnere en kunstnersammenslutning for at fremme ætsningskunsten. I sin sene kunstneriske fase blev han i stigende grad involveret i litografi. Som mange andre kunstnere på hans tid blev han inspireret af Wagners operaer. Fantin-Latour blev gift med den franske maler Victoria Dubourg i 1876. Ligesom sin mand malede hun blomsterstilleben. Parret tilbragte meget tid på kunstnerens forældres landsted i Normandiet, hvor Fantin-Latour endte med at dø i 1904.
Den franske maler Henri Fantin-Latour blev især kendt for sine blomsterstilleben. Senere fik de forskellige gruppeportrætter, som han lavede af sine malerkolleger og andre fremtrædende kunstnere fra hans tid, også særlig opmærksomhed. Heriblandt værker som "Hommage à Delacroix" og "Un atelier aux Batignolles", hvor han portrætterede sin gode ven Édouard Manet i et maleri, omgivet af sine kolleger. Selv om Fantin-Latour var venner med impressionister som Edouard Manet og Edgar Degas, var hans værker mere i overensstemmelse med den akademiske model. Og i modsætning til mange af sine impressionistiske kolleger, såsom Claude Monet og Pierre-Auguste Renoir, malede Fantin-Latour sjældent i det fri, men foretrak at blive i sit atelier.
Hans karakteristiske teknik, som især er tydelig i hans stilleben som "Panier des roses", blev udviklet i en ung alder. Hans far, den berømte portrætmaler Jean-Théodore Fantin-Latour, underviste ham fra han var omkring 10 år gammel. Som 14-årig blev han optaget på Lecoq de Boisbaurdan's Ecole Dessin. Han deltog i dette kursus i yderligere 4 år og lærte især af Boisbaurdan at træne sin visuelle hukommelse. Derefter fik han lov til at studere på École des Beaux-Arts fra 1854. Fantin-Latour trænede senere sin iagttagelsesevne og sin modne teknik ved at lave kopier af de gamle mestre i Louvre, som mange andre kunstnere på hans tid. Han var især begejstret for værker af Tizian og Paolo Veronese. I begyndelsen ønskede Fantin-Latour at blive kendt som portrætmaler ligesom sin far. Derfor indsendte han sit første portræt til Paris-salonen i 1859, men blev afvist. Han var skuffet over resultatet og helligede sig fra da af stillebenene. Med disse opnåede han sit gennembrud. Han vidste, hvordan han skulle male med en trofasthed over for detaljerne, idet han var opmærksom på hvert enkelt kronblad. Hans billeder var meget populære, især i England. Det skyldtes ikke mindst indflydelsen fra hans ven James McNeill Whistler. Gennem ham og Alphonse Legros stiftede han bekendtskab med den engelske kunstscene. Han var så populær i Storbritannien, at mange af hans stilleben blev solgt direkte der.
Fantin-Latour tjente det meste af sit levebrød på stilleben. Han opgav aldrig portrætmaleriet i denne proces. Han var en af de få kunstnere, der kunne udstille på samme tid på både Pariser Salonen og den såkaldte Salon des Refusés, en modudstilling for værker, der blev afvist af Pariser Salonen. I 1862 grundlagde han sammen med Edouard Manet, James McNeill Whistler, Alphonse Legros, Barthold Jongkind og flere andre kunstnere en kunstnersammenslutning for at fremme ætsningskunsten. I sin sene kunstneriske fase blev han i stigende grad involveret i litografi. Som mange andre kunstnere på hans tid blev han inspireret af Wagners operaer. Fantin-Latour blev gift med den franske maler Victoria Dubourg i 1876. Ligesom sin mand malede hun blomsterstilleben. Parret tilbragte meget tid på kunstnerens forældres landsted i Normandiet, hvor Fantin-Latour endte med at dø i 1904.
Side 1 / 9